Siden midten af 90’erne har Ole Aakjær drevet design- og reklamevirksomhed i Vejle – de seneste 15 år under navnet Marginal Reklamebureau.

Men nu vil han dyrke sin store interesse for kunst, så han og hustruen Susan Aakjær har solgt bureauet.

Køberne er parret bag det odenseanske, digitale bureau Brand New Media, Elise og Jonas Bolvig, og ifølge en meddelelse fra parterne ”kommer ejerskiftet ikke til at medføre de store ændringer på personalefronten, og de daglige opgaver vil i høj grad blive løst på samme måde som hidtil.”

Den nye leder af bureauet bliver Elise Bolvig, men Ole og Susan Aakjær kommer fortsat at spille en rolle: Selv træder Ole Aakjær ind i bureauets bestyrelse, og Susan Aakjær vil fungere som freelance-konsulent.

Bureauet bliver styrket

Marginal Reklamebureau har gennem årene skabt sig selv en stærk full-serviceposition i lokalområdet og i tilgift etableret sig med særlige kompetencer inden for markedsføring af efterskoler og ungdomsuddannelser, og det var en afgørende faktor – i forbindelse med salget – at de nye ejere havde forståelse for sidstnævnte.

– Der har været mange interesserede, men Elise og Jonas er de helt rigtige til at videreføre bureauet. Kemien imellem os er super god, Elise og Jonas har en god forståelse for markedsføring af ungdomsuddannelser og en skarp ekspertise inden for digital markedsføring, siger Ole Aakjær og tilføjer:

– Takket være den nye alliance med søsterselskabet Brand New Media vil Marginal blive styrket med betydelige kompetencer inden for alle kerneområderne. Fremtiden er sikret, og der er banet vej for en kompetent videreudvikling af virksomheden.

Akvarellerne trækker

Læserne af disse spalter vil måske huske Marginal Reklamebureau som bureauet, der for omkring fem år siden, midt i finanskrisen, ville undervise kunderne i, hvordan man undgår at betale for reklame.

Det gik hen og blev en temmelig stor succes, og som Ole Aakjær efterfølgende sagde til Markedsføring:

– Vi kunne jo konstatere, at mange af vores kunder ikke længere havde likviditet til at gennemføre traditionelle kampagner, så hvorfor ikke lære dem, hvordan de selv kunne udvikle kampagner og markedsføre sig via no-budget markedsføring? Den tankegang ramte lige ind i hjertet på tidsånden, og den store interesse betød, at huset igen og igen blev fyldt med betalende kursister. Så ja, det har skabt omsætning hos os, ingen tvivl om det.

Lokalt gjorde Marginal Reklamebureau sig gennem årene bl.a. positivt bemærket ved løbende at afholde åbne arrangementer af vidt forskellig karakter. Fra ferniseringer til live-musik.

Og apropos ferniseringer: Så er det i den boldgade, man skal finde en af de vigtige årsager til, at Ole Aakjær og hans hustru har valgt at sælge:

– Som mange sikket ved, har jeg igennem længere tid fordybet mig mere og mere i mine akvareller. I løbet af de sidste godt og vel to år har jeg stort set trukket mig fra det daglige arbejde og opgaverne i Marginal – og har næsten udelukkende fungeret som sparringspartner ved strategimøder osv. Det føles derfor naturligt og rigtigt, at det fremover bliver kunstens vej, jeg kommer til at følge, siger han.