I december sidste år indgik reklamebureauet 727 og det digitale bureau Klean et strategisk partnerskab, der skulle styrke begge bureauer ved at splejse deres offline- og online-kompetencer.
Og det har tilsyneladende fungeret fint, for nu køber 727 aktiemajoriteten i Klean, og der skabes en reklamekoncern, som med mere end 70 ansatte fordelt på kontorer i København, Aarhus og Skanderborg bliver en af de større i den danske bureaubranche.
– Kunderne hos både Klean og 727 vil fortsat blive mødt af den samme service, samme medarbejdere og samme nærhed fra de enklte kontorer, men nu får de også muligheden for at få ét sted at handle løsninger indenfor hele spektret af Kleans digitale kompetencer og 727’s kommunikationsstrategiske kompetencer, siger administrerende direktør Jannek Bejtrup fra 727.
Alt er dog ikke helt business-as-usual, da opkøbet følges af en ny fordeling af ledelseskortene i Klean. Ny adm. direktør bliver Karsten Bubber Outzen, mens den hidtidige, Martin Frederiksen, træder et skridt til siden, men forbliver i ledelsen af det digitale bureau.
Størrelsen betyder noget
Ifølge bureauerne er en væsentlig årsag til, at de rykker sammen, at størrelse betyder noget. Mange især digitale projekter har i dag en størrelse, der kræver en samarbejdspartner med mange forskelligartede kompetencer bakket op af en solid økonomi og fokus på drift.
Dette har især betydning for Klean, der i fremtiden vil være i stand til at påtage sig integrerede og endnu mere ambitiøse projekter. Klean har allerede løst opgaver for nogle af Danmarks største e-handlere bl.a. SAXO.dk., MATAS.dk og Egmont.
– Size Matters. Klean og 727 får sammen volumen til at kunne løfte selv de største opgaver indenfor både on- og offline kommunikation. Det gearer os naturligvis bedre til fremtiden, siger Martin Frederiksen, direktør i Klean og tilføjer:
”Der sker i øjeblikket en generel konsolidering i branchen, som der eksempelvis skete for content management-leverandørerne for ti år siden. Der kommer formentlig til at være 5-10 store bureauer, som er cross channel, og så vil der ellers være en stribe af digitale bureauer og reklamebureauer, som primært dækker hver deres banehalvdel.”
Med det nye samarbejde får 727 også et brohoved i København, hvilket det jyske bureau længe har ønsket. Klean Kopenhagen er bestemt også tilfredse med den løsning. Lis Witte, direktør i Klean Kopenhagen forklarer: ”Med 727 i ryggen får vi mulighed for selv til de største kunder at levere optimal proces og en høj kvalitet indenfor alle aspekter af digitale løsninger og offline kommunikation.”