Den jyske købmand Lars Larsen ser som en af de få mulighederne under krisen. Trods fald i både omsætning og indtjening melder han offensivt ud og med investeringer frem mod 2011 i størrelsen 4 mia. kr.
– Vi holder ikke igen med ekspansionen. I år har vi åbnet 140 butikker. Næste år håber vi at åbne 160 butikker og året efter måske 180. Målet er, at vi år efter år vokser lidt stærkere end året før. Vi har ikke noget mål for et endeligt antal butikker, men målet er at blive globalt størst og stærkest. Vi vil være dominerende inden for vores branche i de enkelte lande, siger Lars Larsen.
I første omgang går 2,5 mia. kr. til nye varelagre i Danmark, Tyskland og Polen, mens resten satses på nye butikker. Der er endvidere fortsat vækstmuligheder i Italien, Frankrig, Tyskland og Spanien. De nye tal for Jysk Nordic, der udgør godt halvdelen af koncernen, viser for første gang i fem år et fald i omsætningen til 7,6 mia. kr. og et overskud, der er dykket med 40 pct. til 311 mio. kr. Det er markederne i Sverige, Norge, Polen, England og Holland, der har voldt problemer.
Børsen 10.