Jysk er et kendt brand, og det har man tænkt sig at udnytte online.
Med sin digitale satsning vil Jysk skabe et nyt globalt marked, hvor man både satser på et bredt og et dybt sortiment ved at gøre gøre lokale sortimenter tilgængelige på tværs af eksisterende markeder.
Omdrejningspunktet bliver fortsat brandets kendte butikker, og ifølge Niels Veien, salgs- og marketingdirektør hos Jysk Nordic kommer butikkerne til at få afgørende betydning for erobringen af digitale markedsandele og øget cross selling.
– Kunden må aldrig føle sig i tvivl, men føle sig sikker. Derfor skal Jysk ikke blot have fremragende butikker, men også en fremragende online platform, fastslår Niels Veien.
– Men vores antagelse er dog, at når kunderne henvender sig i butikkerne, er det jo ofte fordi, at de netop mangler information – og ikke har den fornødne ro i maven til at gennemføre deres køb, fortsætter han.
– Ulempen ved online er i princippet, at kunderne har for mange muligheder, og vi som sælgere ikke har mulighed for at lukke ordren. Derfor skal vi udover at have styr på alle touch-points, også sikre kunderne fuld gennemsigtighed og huske på, at det gælder ”The Moment of Truth”, uanset om kunderne møder Jysk på nettet eller i en af vores butikker, tilføjer salgs- og marketingdirektøren.
Butikker bliver showrooms
Derfor mener Niels Veien, at butikkens rolle fremover bliver, dels at agere showroom for de varer, der bliver handlet på nettet, og dels at varetage en eksklusiv servicefunktion, som udover at håndtere udlevering og returnering af varer, også er I stand til omhyggeligt at forsikre kunderne om, at de køber nøjagtigt det, som de har brug for.
Han afslører, at Jysk stort set har samme markedsandel på nettet som inden for traditionel retail. Det interessante i den sammenhæng er, at to tredjedele af kunderne allerede har været på nettet inden de vælger deres retailer. Derudover har online vist sig at bidrage positivt til en øget andel af totalmarkedet, ved at tilføre flere kunder i butikkerne og skabe mere handel på nettet.
– Vi kan se, at kundernes adfærdsmønster varierer alt efter stor en grad af involvering og sikkerhed, der indgår i købsprocessen. Produkter som dyrere senge, har f.eks. høj involvering og bliver oftest købt i butikkerne, hvorimod produkter med lav involvering – eksempelvis havemøbler, oftere bliver købt online, forklarer Niels Veien.
Kunden skal føle sig tryg
– Centralt for vores forretning bliver ”click and collect”. Kunderne skal kunne føle sig sikre. Det gælder såvel pris som kvalitet.
– Kampagner og priser skal være nøjagtigt de samme, understreger salgs- og marketingdirektøren. Han afviser desuden, at der vil opstå konflikt mellem butikker og online, da fordelingen af bonus under alle omstændigheder den enkelte butik, såfremt kunden befinder sig inden for butikkens dækningsområde.
– Online bliver butikkernes forlængede arm. Vi skal udnytte, at et større sortiment pludseligt er i spil, og varer der tidligere har været forbeholdt bestemte markeder, nu er tilgængelige for alle vores kunder. Til gengæld bliver det også en stor udfordring at holde omkostningerne nede. Særligt når logistikken bliver mere kompleks, slutter Niels Veien.
Læs mere om Jysk’s digitale satsning i det nye nummer af Markedsføring, som udkommer i denne uge.