Danske Bank har de forløbne uger fået en del kritik for storbankens nye reklamekampagne, hvilket forleden fik banken til at trække en del af kampagnen tilbage, mens Nykredits relativt nye ”Blues”-kampagne er sluppet meget mindre ramponeret fra lanceringen.
Derfor er det måske også meget subtilt af en af de to bankers værste konkurrenter, Jyske Bank, at iværksætte en printkampagne, hvori det i første omgang ser ud som om, at der primært langes ud efter Nykredit.
Således kører Berlingske Tidende i dag en helsides annonce holdt i ”bank-blåt” forsynet med teksten ”Don’t be blue”. Nederst i højre hjørne er der dog et lille ”Jyske Bank-grønt”-logo og ordene ”We speak Danish”.
Direktør for kommunikation og markedsføring i Jyske Bank, Frank Pedersen, hævder over for business.dk, at arbejdet med annoncen har været undervejs i en tre ugers tid.
– Vi vil selvfølgelig gerne signalere, at der er et anderledes og uhøjtideligt alternativ til de blå banker som Danske Bank, Nordea og Nykredit. Og så betyder “blue” selvfølgelig også, at man ikke skal være ked af det. Der er selvfølgelig altid nogle kunder, der kunne tænkes at være utilfredse, og dem forsøger man jo altid at appellere til, når man laver markedsføring. Det skal forstås med et glimt i øjet, siger han til business.dk
Ikke første gang…
Det er ikke første gang, at Jyske Bank på den denne måde mobber konkurrenterne i markedsføringsøjemed. Det samme skete i fjor, hvor Jyske Bank drillede den schweiziske storbank UBS, der havnede i mediemaskinen efter en kopi af selskabets personalehåndbog fandt vej til medierne.
Heri blev en række ”råd” til medarbejderne listet op. UBS’ håb var, at rådene skulle være med til at rette op på bankens image, men den vakte snarere forargelse (og latter) såvel nationalt som internationalt. Det er jo svært ikke at koble dette med modtagelsen af Danske Banks nye kampagne…
Hvad mener du? Er det en fornuftig form for markedsføring, som Jyske Bank har valgt?
Du kan se den omtalte annonce i PDF-dokumentet herunder.