Den kriseramte investeringsbank FIH kan om få år blive en af grundstammerne i en ny, dansk storbank.
Samtidig med, at den nye ledelse ihærdigt arbejder på, at en rekonstruktion skal gøre FIH til én af nordens førende erhvervs- og investeringsbanker, er de første skitser bestående af Jyske Bank, erhvervsbanken FIH og flere andre mellemstore pengeinstitutter allerede på tegnebrættet.

Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, afslører, at banken snart er parat til at indgå i forhandlinger.
 
– I foråret 2012 vil bestyrelsen for Jyske Bank foretage nogle dybe drøftelser om, hvilke muligheder der er for opkøb eller fusioner. Jeg taler ikke nødvendigvis om en ny storbank men om en bank, der gavner både aktionærer, kunder og ansatte bedst muligt.
Medejer af FIH Bank, pensionskoncernen PFA, er begejstret for idéen.

– For en række små og mellemstore pengeinstitutter ville en fusion med FIH være en oplagt mulighed for at konsolidere sig i et større pengeinstitut, siger adm. direktør for PFA, Henrik Heideby.
Borsen.dk