Selvom antallet af virksomheder, som kaster sig over web-tv, er hastigt stigende i både Europa og USA, så er det fortsat en dansk en af slagsen, som fører an.

Jyske Bank TV, som til efteråret kan fejre fem års fødselsdag, er nemlig endnu engang med helt fremme, og er for tredje år i træk nomineret til Europas bedste, når årets DCA-awards bliver uddelt 20. september i Berlin.

– Vi har da bemærket, at en lang række virksomheder ude i Europa og ikke mindst i USA for alvor er begyndt at røre på sig, og nu etablerer egne tv-stationer. Konkurrencen er blevet hårdere. Men samtidig understreger det også, at den strategiske beslutning, som vi traf i 2008 – om at satse på online tv og etablere vores egen tv-station var rigtig, konstaterer Lasse Høgfeldt, afdelingsdirektør for Kommunikation i Jyske Bank og ansvarlig for Jyske Bank TV.

Det er ikke alene virksomhederne eller de store brands, der har fået øjnene op for online tv. Også reklamebureauerne kigger i stigende omfang i samme retning – og et af hovedtemaerne på årets Cannes Lions-festival var da også ”content marketing” og ”branded content”, som groft sagt betyder: ”Every company is a media company” og populært forkortes ”EC = MC”.

– Vi har været blandt pionererne inden for online tv, og kan da også mærke en stor interesse for vores projekt – ikke mindst fra USA, hvor store brands og bureauer er nysgerrige efter at lære mere om vores case og vores erfaringer, fortæller Lasse Høgfeldt.

Jyske Bank TV er bl.a. en af casene i den kommende bog ”Epic Content Marketing: How to Tell a Different Story, Break through the Clutter, and Win More Customers by Marketing Less”, som content marketing-guruen, Joe Pulizzi udgiver i forbindelse med årets Content Marketing World-konference, som løber af stabelen i Cleveland, Ohio i næste måned – hvor Lasse Høgfeldt i samme forbindelse vil præsentere Jyske Bank TV-casen ved selvsamme konference.