Som det allerede blev meddelt den 26. januar, kom Jyske Bank ud af 2011med et overskud på 601 mio. kr. Netto renteindtægterne blev på godt 4,7 mia. kr. Jyske Banks kundebase voksede i 2011med 10 pct.  Da hovedtallene i regnskabet allerede blev fremlagt i januar er lyset især rettet mod forventningerne til fremtiden.

– Selv om der stadig er uro om den græske gældssituation, er grundlaget tilstede for, at resultatet i 2012 bliver mærkbart bedre end i 2011, siger ordførende direktør Anders Dam.

I følge bankdirektøren, har begyndelsen på 2012 været positiv:

– Efter et udfordrende og turbulent 2011 har starten af det nye år vist den højeste indtjening siden finanskrisens begyndelse i efteråret 2008, siger han i en kommentar til regnskabet.

Året skal blandt andet bruges til at tage del i den konsolidering af danske pengeinstitutter, som flere har erkendt er nødvendigt for at sikre en sund bankstruktur i Danmark. En struktur, der skal sætte en stopper for flere krak og for, at staten indtræder som ejere i nødlidende banker.

– Såfremt attraktive muligheder opstår, vil Jyske Bank overveje selektivt at tilkøbe yderligere aktiviteter i de kommende år, da den danske banksektor forventes at blive konsolideret, hedder det således i en kommentar fra banken.

Jyllands-Posten