En af verdens største havvindmølleparker skal bygges ud for Møn, cirka 20 kilometer ude i vandet. Det afslører miljøminister Lykke Friis over for TV 2|Nyhederne.
Den gigantiske møllepark, Kriegers Flak, skal bestå af op mod 200 enorme møller. Og den skal forsyne over en halv million husstande med grøn energi.
– Det, der er fordelen ved Kriegers Flak, det er, at vi får erstattet kul, olie og gas med grøn energi, altså havvind, siger Lykke Friis.
Planen er at bygge vindmøller på 150_200 meters højde. Og havmølleparken kan give arbejde til 10.000 danskere om året, indtil den står færdig i 2017.
Strømmen kan sendes til flere lande, både Danmark, Tyskland og måske Sverige. Havmølleparken, som ventes at koste mellem 15 og 20 milliareder kroner, skal nu sendes i udbud. Resten af regeringens plan ventes at blive lagt frem i løbet af februar.
Epn.dk