I oktober sidste år valgte Forbrugerombudsmanden at melde Citroën Danmark til politiet for at overtræde markedsføringsloven.

Nu er der faldet en afgørelse, og bilimportøren har accepteret at betale den fastsatte bøde på 100.000 kroner.

Sagen drejer sig om en avisannonce for Citroën C3, som blev bragt 43 gange i forskellige landsdækkende aviser i perioden fra den 21. november til den 13. december 2013.

I annoncen reklamerede bilimportøren for, hvad forbrugerne skulle betale pr. måned for at låne til køb af bilen.

Men annoncen var efter Forbrugerombudsmandens vurdering i strid med markedsføringsloven – af to årsager:

Dels oplyste man ikke forbrugerne om kontantprisen på bilen, og heller ikke om, at man samarbejdede med en eller flere kreditudbydere.

Og dels gav Citroën Danmark ikke klart og tydeligt og på fremtrædende måde forbrugerne de øvrige lovpligtige kreditoplysninger som fx ÅOP og de samlede kreditomkostninger. Disse oplysninger stod med mindre synlig tekst allernederst i annoncen under en fed rød streg og efter miljøoplysningerne.

Også fejl på nettet

I tilgift gav Citröen Danmark ifølge oplysninger fra Forbrugerombudsmanden også utilstrækkelige kreditoplysninger på sin hjemmeside citroen.dk.

På forsiden og to undersider reklamerede bilimportøren for, hvad det ville koste pr. måned at låne penge til køb af bestemte bilmodeller – men de øvrige lovpligtige kreditoplysninger var skjult nederst på de to undersider efter en reklamefilm.

Desuden manglede oplysningen om de samlede kreditomkostninger helt.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i en kommentar til sagen:

– Det er alvorligt, når Citroën Danmark skjuler eller helt udelader vigtige kreditoplysninger, så forbrugerne ikke får det fulde billede af, hvad billånet betyder for deres økonomi. Men sagen er desværre blot en af de seneste på et område, som jeg har fokus på.