Selv om det efterhånden er 40 år siden de første oliefelter blev taget i brug i den danske del af Nordsøen, er det alt for tidligt at afskrive den danske olie- og gasproduktion.
Det viser nye prognoser fra olieindustrien, skriver Business.dk
Op mod 1.200 millioner tønder olie gemmer sig fortsat i den danske undergrund i form af potentielt tilgængelige olie- og gasforekomster. Til sammenligning hentede man i 2010 cirka 90 millioner tønder olie op af Nordsøen.
Formår man at udvinde halvdelen af den uudnyttede olie, vil det ifølge beregninger konsulentfirmaet Quartz+Co har lavet Olie & Gas Danmark sikre staten en årlig skatteindtægt på fem milliarder kroner frem mod 2042. Eller samlet cirka 135 mia. kroner i perioden.
– Rapporten viser, at ca. 60 procent af de potentielle ressourcer vil vi kunne udnytte ved hjælp af nye teknologier, mens resten forventes at komme fra ny efterforskning. Det er af afgørende betydning ikke kun for olieselskaber, men især for samfundet, at man formår at få udnyttet disse ressourcer,” siger Martin Næsby, direktør for brancheforeningen Olie & Gas Danmark og tidligere leder i Maersk Oil.
Berlingske