Højt placeret på indkøbs- og underholdsningscentret Scala – 12 meter over gaden – og med udsigten til Carstensens gamle have har København fået et nyt reklamemedie. Navnet på storskærmen er MegaVision, der med sine 4,20 x 3,15 meter med lyd og levende billeder i fornemme farver kan ses på et godt stykke af Vesterbrogade – næsten fra Rådhuspladsen til Hovedbanegården.
MegaVision havde premiere den 30. oktober, hvor de undrende københavnere kunne se klip med levende billeder af blandt andet Coca-Cola- og Panasonic-reklamer og endda høre lyden ganske klart på begge sider af gaden.
Ejerne af det nye medie har fået talt, hvor mange der hver dag vil kunne se storskærmen. Tallet er 160.000, hvoraf de 100.000 er fodgængere.
DøGNET RUNDT
Bag storskærmen står selskabet MegaVision, der også står for salget af reklameplads. Pladsen er til 30 forskellige levende reklamer, der gentages døgnet rundt. Herudover er der gjort plads til en række informationer, der vil gøre mediet endnu mere spændende for de forbipasserende.
– Vi ønsker også at være et informativt medie, fortæller marketingchef Thomas Rex Frederiksen, Media Network, der er moderselskab til MegaVision med samme adresse i Grønnegade i København.
Den informative del af budskaberne er foreløbig en biografkalender, en messe- og udstillingskalender, information fra Københavns Kommune om for eksempel miljø og trafik samt et ur og et termometer.
– Mediet bliver et rigtigt københavnermedie – den næste generation af lysavisen, forventer Thomas Rex.
MegaVision har foreløbig solgt ti årskontrakter til annoncører. Målet er 15, så der også er plads til at sælge nye budskaber i kortere perioder – helt ned til en måned ad gangen.
SATELLIT-FORBINDELSE
Mediet bliver styret og opdateret via satellit fra MegaVision, hvilket blandt andet skulle betyde, at annoncører kan ændre eller opdatere hele reklamen eller dele af den på ganske få minutter.
– Denne fleksibilitet betyder, at reaktionstiden minimeres betragteligt, hvilket igen giver mulighed for at lancere flere kampagner eller benytte mediet til løbende at kommunikere med sin målgruppe, oplyser MegaVision.
Samtidig betyder opdateringen via satellit, at vigtige nationale eller internationale begivenheder kan vises real-time. En facilitet som flere TV-stationer skulle have vist interesse for.
Selv om mange annoncører har vist stor interesse, mener Thomas Rex, at der kun er plads til én MegaVision i København. Til gengæld kigger han med interesse på andre større byer.