En 2D-stregkode på et 160 m2 stort banner er del af en ny kampagne, der skal gøre Field’s mere engageret i indkøbscentrets aktiviteter.
Kampagnen er udarbejdet i samarbejde med eventbureauet DEL-BAR og Scanbuy, og udover stregkoden vil mobiltelefoner og sociale medier være omdrejningspunktet.
– I stedet for at opfordre folk til at gå ind på fields.dk næste gang de sidder hjemme foran computeren, så giver vi dem mulighed for at reagere med det samme. Når de scanner koden kommer de ind på en mobiloptimeret hjemmeside, hvor de kan tilmelde sig en konkurrence, se videoer om eventen, linke til Facebook og meget mere, forklarer Claudia Rønne, Event Manager hos Field’s.
Konkurrencen er om blandt andet billetter til VM og foregår på taget af centret den 4. juni. Deltagerne bliver spændt fast til en wire og skal score flest muligt gange på et mål placeret lodret oppe af muren over dem. Scoringsforsøgene bliver filmet og streamet live på hjemmesiden.
Anders Tilsted fra DEL-BAR siger om kampagnen:
– Som supplement til events og traditionel kommunikation, giver mobilen helt nye muligheder for at involvere kunderne, fordi de kan reagere med det samme på det, de oplever, og de budskaber, de eksponeres for.
– At måle en kampagnes succes udelukkende i antal fans på Facebook eller tilmeldte til en event er misforstået. Det kræver ikke megen commitment at klikke “kan lide’ på Facebook. Det der trækker, er den respons, man får, og de muligheder man giver kunderne for at blive en aktiv del af indholdet og aktiviteterne i kampagnen, fortsætter Anders Tilsted.