Det gik hårdt ud over NP3-familien, da Jørgen Jønsson eksekverede ambitionen om at ville være til stede i København med købet af Zupa.

Det, der var tænkt som en mastodont, med ZupaRecommended som diamanten i koncernen, faldt fra hinanden. Hvor slemt viser seneste regnskab fra selskabet bag Recommended, NP3, der altså tabte 44 mio. kr. på købet af Zupa, salget af Zupa og fusionen af Recommended med Kernel-Simpatico til det nye bureaunavn SPRING.

Alle selskaber er frasolgt i 2014, og NP3-koncernen er kommet ud med et samlet tab i 2013/2014 på næsten 44 mio. kr.

– Vi har i år realiseret et tab på næsten 44 mio. kroner, der i det store hele kan forklares med en nedskrivning af goodwill på ca. 38 mio. kr. og ekstraordinære afskrivninger på ca. 7 mio. kr., siger Poul Kjersgaard Nielsen, bestyrelsesformand og finansdirektør i NP3.

Årets tab kan således henføres til sidste måneds salg af koncernens primære aktiviteter. Poul Kjersgaard uddyber:

– Frasalget af aktiviteterne til henholdsvis SPRING, Zupa og SpotProduction har jo uvilkårligt givet anledning til at revurdere koncernens værdiansættelse af goodwill og aktiver. Og der kan vi nu konstatere, at markedsprisen altså har været betydeligt lavere, end vi havde regnet med.

NP3’s hovedaktionærer efter frasalget er veteranerne Lars Hagh (71) og Jørgen Jønsson (74) gennem deres respektive investeringsselskaber. Hvilke aktiviteter, der fremadrettet vil tegne NP3, er dog fortsat uafklaret. Lars Hagh, der har været en del af NP3 siden 1972, og er involveret i en række andre ikke-bureaurelaterede forretninger, har dog ikke travlt:

– Frasalget af aktiviteterne til SPRING og Zupa skete jo for kun en måned siden. Og overdragelsen af aktiviteterne skal selvfølgeligt ske i god ro og orden. Denne overdragelse vil derfor være NP3’s hovedfokus i de kommende måneder, siger Lars Hagh.

– Hvad fremtiden derefter vil bringe for NP3 arbejder vi sideløbende på. Første trin er at udpege en ny bestyrelse, da de tidligere partnere Albert Funder, der nu er direktør for SPRING i Aarhus, og Lars Tversted, i dag direktør for Zupa i København, selvfølgelig har ønsket at udtræde, slutter Lars Hagh.