Så blev igen den 14. februar og Valentines Day, som i store dele af verden er kendt som “de elskendes helligdag”.

Det får traditionen tro annoncører og bureauer op på kampagne-dupperne.

Hos søge- og annoncegiganten Google fejres dagen med et Valentines Day-inspireret logo på forsiden, og måske ikke overraskende er det reklamebureauet McCann Melbourne som – i hvert fald for denne signatur – skiller sig positivt ud med et Valentines Day-spinoff af deres ”Dumb Ways To Die”-kommunikation, der sidste år blev kåret som verdens bedste.

Du kan se filmen i toppen af artiklen.

En anden bemærkelsesværdig Valentines Day-kampagne – der allerede har skabt masser af aktivitet på sociale medier – er en reklamevideo fra Gun Oil, som har både en meget kærlig og overraskende pointe.

Pink bænke i København

Herhjemme kan vi skam også være med.

Et eksempel er Anthon Berg, der for fjerde år i træk er i luften med en kampagne i anledning af dagen. Chokolade-producenten har opstillet fem pink kærlighedsbænke rundt omkring i København, der er designet så snedigt, at kærestefolk og ”sidemænd” automatisk glider ind mod hinanden.

Idégrundlaget er skabt fra brandets nye chokoladesatsning – ”sticks” – og derfor bærer kampagen naturligvis navnet ”Stick Together”.

Den er et led i Anthon Bergs prisvindende kommunikationsplatform ”You can never be to Generous” udviklet af Robert/Boisen & Like-minded, som siden 2011 bl.a. har budt på bl.a. ”Generous Store” og senest ”Det Generøse Juletog”.

Instagram og busskure

Stick Together-kampagnen smugstartede i weekenden, hvor en enkelt bænk placeret i bustoppestedet foran Christiansborg blev omdannet til et ”get-away-Paris” med Eiffeltårnet i baggrunden.

En tekst på busstoppestedets reklamesøjle opfordrede samtidig parret til at uploade et kramme- eller kyssebillede – et såkaldt ”couplie” – på Instagram med mulighed for at vinde en rejse til kærlighedens hovedstad, Paris.

Når parret uploadede deres billede på #sticktogether, blev dette straks konverteret til et valentinskort, som blev publiceret på busstoppestedets screen/reklamesøjle med en personlig hilsen. Fx: ”Happy Valentines Lise og Rasmus. Giv vinteren den kolde skulder – stick together.”

Konceptet er udviklet af Essencius og søsterbureauet Unfold og eksekveres i samarbejdet med AFA JCDecaux og Københavns Kommune. 

Kaffe-dating i 7-Eleven

Også hos den danske del af 7-Eleven kampagne-fejrer man Valentines Day, så er du kaffetørstig og frisk på en flirt, kan man lægge vejen forbi 7-Eleven og snuppe en kaffe i et grønt krus, der er et signal til andre singler om, at man er parat til at lade ny kærlighed opstå.

Et rødt krus betyder det modsatte.

Det er tredje år i træk, at 7-Eleven byder på kaffedating i forbindelse med Valentines Day. Præcis hvor mange nye forhold, der er opstået over en kop kaffe i kioskkæden vides ikke, men bedømt ud fra antallet af solgte grønne “single-kopper”, vurderer 7-Eleven, at der har været flirtet heftigt i kædens 195 butikker de sidste to år.

På kaffekopperne findes desuden en QR-kode, som efter scanning leder videre til et site, hvor man kan invitere sin nye eller gamle flamme på en kaffedate via Facebook.

QR koden giver også adgang til nogle små romantiske film, der kan deles via Facebook. 

Har du set andre spændende Valentines-kampagner i dag?  Så skriv gerne om dem i kommentarfeltet herunder.