Gourmetserien fra BKI består af tre kaffer fra nogle af de bedste kaffeområder i verden. Den lanceres i den kommende tid med annoncer i udvalgte blade samt en omfattende indsats i butikkerne.
– Vi har valgt at satse på de lidt mere eksklusive blade, In, Smag & Behag samt Alt for Damerne og Femina, ligesom vi vil være meget aktive i butikkerne. Ikke mindst gennem demonstrationer, hvor forbrugerne vil få lejlighed til at lære de nye produkter at kende, siger marketingkoordinator Merete Saks, BKI Kaffe.
Hun oplyser, at Gourmetseriens målgruppe generelt er lidt yngre, end gennemsnitskaffekøberen.
– Der er en tendens i markedet i retning af kvalitet, livsnydelse. Vi tror næppe, forbrugerne drikke mere kaffe, men snarere drikker lidt bedre kaffe – i alt fald ind imellem.
– Og så vil vi gerne ind på, at kaffe ligesom vin er afhængig af en lang række faktorer: Jordbundsforhold, klima, mikroklima og forarbejdning af råvaren, forklarer Merete Saks, som oplyser, at de tre kaffer i Gourmetserien alle kommer fra mindre plantager i højlandet i henholdsvis Costa Rica, Guatemala og Mocca samt Etiopien.
Dermed modner bønnerne langsomt, og det har betydning for smagen.
– Der er tale om et eksklusivt produkt, som koster cirka det dobbelte af en gennemsnitskaffe. Derfor har vi også valgt at markedsføre Gourmetserien i dåser, som dels signalerer kvalitet, dels er en praktisk måde at opbevare kaffen på. Kaffe har jo bedst af at blive i sin emballage, understreger Merete Saks.

I fotomappen: BKI