Det danske gadebillede bliver endnu mere caffe latte-farvet, når Baresso Coffee introducerer en ny version af kædens logo, en kaffekop, der tidligere har været rød.

Logoet er en del af en brandopdatering, som skal fortælle historien om kædens italienske rødder.

Den handler om, hvordan kædens stifter og ejer, Kenneth Luciani, voksede op i Rom og opbyggede en passion for god kaffe.

Passionen tog han med sig til Danmark som drivkraft til at åbne den første Baresso-kaffebar i år 2000.

– I de femten år, Baresso har eksisteret, har vi lagt vægt på at fortælle danskerne om kaffens oprindelse og opskriften på gode kaffeoplevelser. Nu skal vi fortælle, hvor vores kaffepassion og viden stammer fra. Vi værner om vores italienske rødder, men vi har ikke gjort meget ud af at fortælle omverdenen om dem, forklarer kommerciel direktør i Baresso Coffee, Anders Wall.   

Bureau bag den nye streg

Inspirationen til den erkendelse har været reklamebureauet Anew.

Bureauet vandt en udbudsrunde i foråret 2014, hvor Baresso inviterede en række bureauer til at komme med oplæg til en opdateret brandstrategi. Anews forslag bød på italiensk retro og en opfordring til at lære kaffetørstige danskere ”italiensk for begyndere”.

Det har blandt andet resulteret i det nye logo, der er udstyret med samme streg, som man kender fra klassiske, italienske ikoner som Ferrari, Pirelli og Lambretta.

Og så er der et  budskab formuleret på italiensk på de nye kopper og alt salgsmateriale – suppleret med en lydparentes, som vejleder i korrekt udtale.

I kaffebarerne vil vægudsmykningen med billeder fra kaffeplantager løbende blive udskiftet med stemningsbilleder fra kaffebarerne i 1960’ernes Italien.

Anders Wall er ikke i tvivl om, at den omfattende make-over vil styrke kaffekædens markedsposition. 

– I efteråret gennemførte vi en befolkningsundersøgelse, som blandt andet viste, at danskerne primært forbinder Baresso med Danmark og dernæst Italien. Knap halvdelen var dog i tvivl om, hvilket land de associerer Baresso med. Det ønsker vi at ændre, forklarer Anders Wall.

– Baresso er ikke længere alene på markedet. Vi skal i langt højere grad vælges til end tidligere. Derfor er der behov for, at vi bliver bedre til at fortælle om os selv, slutter han.