Da Nike lancerede kampagnen “Risk everything”, var det med fodboldvideoen “winner stays” som en af grundstenene, og det blev en gigantisk succes med over 100 mio. views på YouTube.
Videoen udspiller sig i en park, hvor en ellers normal fodboldkamp mellem lokale drenge udvikler sig til en dyst mellem flere af verdens største fodboldstjerner.
Blot ved at sige stjernerenes navn transformerer drengene sig nemlig til deres store idoler, og pludselig udspiller der sig et drama sig med ingen ringere end Ronaldo, Neymar og Zlatan i hovedrollerne.
Nikes marketingschef udtalte, at denne video meget specifikt er lavet på netop den måde for at slå på passionen, som alle fodboldspillere – uanset alder og niveau – nærer for det smukke spil.
Samtidig appellerer videoen til manges fortid, da de fleste mennesker – måske især af hankøn? – på et eller andet tidspunkt har forestillet sig at være en stjerne på den lokale fodboldbane. Om ikke andet indtil næste tæmning…
Timing, kendisser og strategi
Videoen blev lanceret i forbindelse med VM, hvilket Nike udnyttede til at tryllebinde alle fodboldelskende VM-fans. Ydermere benyttede brandgiganten en meget speciel strategi via YouTube, kaldet ”hero, hub, hygiene strategy”.
Denne strategi er udviklet af YouTube og beskriver helt grundlæggende leveringen af en video i forhold til tre parametre, hvilket du kan læse lidt mere om her.
Så alt i alt: Timing, strategi og et imponerende antal af stjerner gjorde, at denne video blev en kæmpe viral succes og fortjener en plads i årets virale julekalender.
Rigtig god 19. december. Snør fodboldstøvlerne, drøm dig nu lidt væk og forestil dig selv som en verdensstjerne. Bare i et par minutter. Du har fortjent det.