Vold i hjemmet har længe været et problem i Italien, og i en FN-rapport fra 2012 blev det kaldt for den mest gennemgående form for vold i landet.
Landets tidligere premierminister Enrico Letta har ligefrem opfundet termen ”femicide”, som dækker over mord på kvinder begået af tidligere eller nuværende partnere.
Ikke just den mest hyggelige introduktion til videoen, der gemmer sig bag dagens låge, og stemningen tager da også en radikal ændring fra gårsdagens ”Back to the Future”-løjer.
For hvordan får man et så dystert budskab ud? Og hvordan sørger man for, at det slår igennem? Ikke bare landet over, men over hele verden?
En af årets store oplevelser
Svaret virker enkelt, når man har set kampagne-videoen, der har været en af årets helt store oplevelser. Her brænder seks italienske drenge virkelig igennem med et anti-volds-budskab.
Videoen (som Ciaopeople Media Group står bag) har haft lige knap 80 millioner visninger, hvis man kombinerer Facebook og YouTube.
Det er lige præcis den slags content, man virkelig ønsker skal gå viralt, og sikke en fornøjelse det er, når det sker.
Nu kan vi ikke andet end at lade seks drenge fortælle dig, hvordan man skal behandle piger og kvinder, for som et italiensk ordsprog så sandt lyder: ”Piger skal man ikke slå på. Ikke engang med en blomst”.