Så sent som i går aftes vandt Spies’ kampagne ”Do it for Denmark” 3x bronze ved EM i reklame, hvorfor vi finder det sjove tiltag fra rejsegiganten bag låge nr. 4.
Videoen er et klasseeksempel på, hvordan insights og gode idéer kan lave store resultater.
I 27 år har fødselsraten aldrig været lavere i Danmark, hvilket Spies ville gøre noget ved. Opgaven var simpel, idet der skulle sælges storbyferier og laves babyer.
Spies gav ægløsningsrabatter, så de rejsende kunne komme af sted, når chancen for at blive gravid var størst, ligesom gratis graviditetstests blev sendt ud og meget, meget mere.
De rejsende kunne derefter bevise, at deres barn var undfanget på ferien og vinde tre års forbrug af babyudstyr og en børnevenlig ferie.
Videoen blev set over 7,5 millioner gange (+100 millioner Estimated Global Audience) og havde en svimlende ROI på 1490. Mediegiganter som BBC, Forbes, USA Today, Business Insider, Mashable og mange flere var med til at sprede budskabet.
Tillykke til Spies, som i den grad ”did it for Denmark”.