Hvis der er noget, der i den grad sætter gang i en video på internettet, så er det den gode, gamle ”er-videoen- fake-eller-ej?”-diskussion.

Det fik Tampa Bay Rays baseballspiller Evan Longoria at mærke på egen krop, da han i 2011 under et interview greb en bold fra en medspiller, som umiddelbart så ud til at have kunnet tage livet af journalisten, der interviewede ham.

Bolden blev grebet med ryggen til batteren og uden handske, hvorefter Evan nonchalant mumlede ”Keep it on the field”.

Fake eller ej?

Sportsfans over hele verden diskuterede på kryds og tværs, om det var fake eller ej, hvilket resulterede i en massiv eksponering af videoen.

Det kommer næppe som den store overraskelse, at der var tale om et fake, når man ser lidt nærmere på videoen og personen bag.  Evan Longoria er nemlig sponsoreret af Gillette, og det er ”tilfældigvis” også Gillette-logoer, der pryder tribunerne på stadion.

Evan Longoria formår dog at forblive loyal overfor Gillette, da han stadig den dag i dag ikke har indrømmet, at videoen er falsk.

Fake eller ej, så var videoen kort, underholdende og satte gang i debatten. Hvad mere kan man ønske sig fra et håndholdt kamera, en skuespiller og en brandambassadør?