Blackwood Seven kom ud af 2015 med et underskud på over 30 mio. kr.
Det er i runde tal en fordobling af de røde tal fra 2014. Det får dog ikke selskabet til at ryste på hånden.
– Det er fuldstændig efter planen, vi er på budget, og vi fortsætter endda med endnu flere investeringer de kommende år, siger Thomas Bertelsen, partner i Blackwood Seven.
– Hvis vi var et normalt selskab, ville 30 millioner skæve være en katastrofe, men vi er af vores ejere blevet bedt om at udvikle tungt i de kompetencer, der ultimativt tiltrækker kunder, fordi vi har de rigtige værktøjer.
– Hvis vi forestillede os, at vore ejere ville tjene penge, kunne det lade sig gøre allerede nu, men det giver ikke mening med vores strategi. Vi har 70-80 mennesker siddende og udvikle, så du skal ikke sammenligne os med et reklame- eller et mediebureau. Vi er iværksættere, og det kræver, at vi flytter os hurtigt, slutter Thomas Bertelsen.
For at nå de ambitiøse mål købte Blackwood Seven et tysk selskab sidste år og et amerikansk selskab i år.
Investeringer der først hen ad vejen lønner sig, og de er foretaget efter aftale med de venture kapitalfolk, der er gået ind i BlackwoodSeven. Alene lønningerne til medarbejderne er fordoblet fra 12 til 25 mio. kr. fra 2014 til 2015.
Blackwood Seven fik i maj 2015 kapitaltilskud fra Vækstfonden, Sunstone Capital og Conor Technology Ventures Fund II Ky.
Nøgletal 2015/ 2014
(Mio. kr.)
Omsætning: 310/ 71
Årets resultat: -31/ -16