Firmaet FS² Reklame udvider porteføljen af biografsale, så selskabet fra årsskiftet står for salg af reklamer i 109 af landets 396 biografsale.
Det betyder, at der fremover bliver to store spillere på det danske marked, som hidtil har været stærkt domineret af Dansk Reklame Film.
Biograferne i FS²-regi omfatter alt fra små biografer med billetsalg på 15.000 billetter til større biografer med et billetsalg op til 330.000 billetter om året.
Selskabet har hidtil satset på lokale reklamer, men går nu efter biografer over hele landet, og det vil efter årsskiftet vise reklamer på 28 procent af landets biografsale.
– Vi har indtil nu haft fokus på lokale- og regionale reklamer. Vores lokale reklamekoncept har været attraktivt ved, at annoncørerne selv bl.a. er i stand til at udskifte tekster og billeder i sin biografreklame, fortæller Brian Stærk Sørensen, der er direktør for FS² Reklame.
Mere end bare reklame
– Med overtagelsen af en række af de største danske biografer, er det naturligt for os at rette større fokus mod de nationale reklamer. De mange funktionaliteter, som vi hidtil har udviklet, kommer også nationale annoncører til gode – og vi har nu fået tilstrækkelig opbakning til at udvikle endnu flere spændende tiltag, tilføjer han.
FS² satser på begrænset reklameplads i deres biografer.
– Vi har dog en klar holdning til det at vise reklamer i biografen. Reklamerne skal bidrage til en positiv oplevelse hos publikum. Derfor har vi i samråd med biograferne defineret en begrænsning på foreløbig fire minutter til den regionale- og nationale reklameblok. Det giver i den sidste ende mere værdi for annoncørerne, mener Brian Stærk Sørensen.
FS² Reklame samarbejder desuden med søstervirksomheden adibus, og sammen har de to virksomheder udviklet den fælles bookingportal ”bookascreen”, hvor annoncører kan booke sig ind på reklameplads på skærme i bl.a. busser, tog og busstationer samt instoreTV i biograferne.