To af landets største erhvervsorganisationer, Landbrug & Fødevarer og Dansk Erhverv,  lancerer i dag kampagnen #ligefor, der skal tage kampen op mod alt for mange danske regler og love.

– Når Danmark skal implementere regler fra EU, går vi ofte længere, end EU egentlig kræver. Det koster konkurrenceevne og vækst i Danmark. Som samfund er vi nødt til at kigge en ekstra gang på en række af reglerne og spørge os selv, om de egentlig hjælper nogen? spørger Søren Gade, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, i en pressemeddelelse.

– Derfor har vi indledt en kampagne, som skal pege på samfundets omkostninger, når vi overimplementerer og overdriver reglerne, fortsætter han.

Kampagnen vil sætte fokus på ”regel-udfordringerne” gennem en række eksempler på lovgivning, der er løbet af sporet. Det gælder alt fra kemi i cykler over afgifter på nødder til alarmer på gylletanke.

Men formålet med #Ligefor er ikke at pege på problemerne. Det er derimod at pege på, at mange af problemerne har helt simple løsninger, som ligger ligefor, lyder det.

– Hovedreglen bør være, at vi ikke indfører strengere regler i Danmark, end i vores nabolande. Derfor ønsker vi, at politikerne forpligter sig til at kortlægge konsekvenserne af nye forslag langt bedre, end det er tilfældet i dag. Desuden skal det efterprøves, om de eksisterende regler stadig tjener det tiltænkte formål, uanset om de bygger på et EU-direktiv eller ren dansk lovgivning som for eksempel punktafgiften på nødder, siger Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv.

De forskellige eksempler vil løbende blive præsenteret på kampagnens hjemmesidehvor man blandt andet kan tilmelde sig et nyhedsbrev. Derudover vil kampagnen køre på sociale medier – særligt Twitter – under hashtagget #ligefor.