Som alle fagforeninger ved, er det ingen smal sag at få de unge til at melde sig under fanerne.

Det gælder i et vist omfang også for Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, der derfor har udviklet et nyt studiekoncept, Hello Fellow, hvor identitet, faglighed og fællesskab er fællesnævnerne.

Det giver sig nu udslag i, at de studerende på landets tekniske og naturvidenskabelige uddannelser ved studiestart vil blive mødt af en primært visuelt båret kampagne, der skal gøre dem opmærksomme på, at et medlemskab af en moderne fagforening drejer sig om meget mere end billige forsikringer.

Kampagen er – ligesom studiekonceptet Hello Fellow – udviklet i samarbejde med bureauet Sylvester Hvid & Co.

I kampagnen fortæller frontfigurerne – unge som modtagerne af budskabet, naturligvis – historien om, hvordan IDA styrker medlemmernes faglighed og fællesskabsfølelse og hjælper medlemmerne med at få et fagligt relevant job efter endt uddannelse

Det sker bl.a. gennem kampagnevideoer, plakater, sociale medier og fysisk tilstedeværelse på studiestederne.

Alt andet end tør og kedelig

Nils Holm Jørgensen, direktør i IDA, håber, at kampagnen kan være med til at få de studerendes øjne op for det faglige fællesskab, som IDA også har at byde på.

– Der er udført et meget flot stykke visuelt arbejde i samarbejde med bureauet, hvor frontfigurerne i kampagnen allerede er studiemedlemmer i IDA.

– Det er derfor også intentionen, at de studerende skal kunne genkende sig selv, og se fordelene i at blive en del af et fællesskab, hvor de kan udvikle og udfordre deres faglighed, siger han.

Nils Holm Jørgensen erkender, at fagforeninger ofte har ry for at være tørre og kedelige institutioner blandt de studerende, og mange unge ser det ikke som en investering at være medlem, men det billede gælder ikke alle, mener han.

– Mange af vores studiemedlemmer har tilkendegivet, at de opfattede os som et forsikringsselskab og ikke som en interesseorganisation eller fagforening.

IDA vil derfor arbejde hen imod at blive opfattet som mere end et forsikringsselskab i medlemmernes optik ved at skrue op for fokusset på kerneprodukter, såsom karriererådgivning, startup-faciliteter og juridisk rådgivning.

– Desuden vil vi i øget grad gøre de studerende opmærksomme på de mange faglige netværk, som IDA-medlemmer har adgang til, slutter Nils Holm Jørgensen.

Se et par af de omtalte kampagnefilm her: 

Niklas:

Katharina: