Den 26. februar åbnede Paradis dørene for en ny is-sæson med en helt ny kampagne, der var udarbejdet af Mensch. Og den investering har producenterne af den cremede, italienske luksus-is bestemt ikke grund til at være utilfreds med.
− Vores nye kampagne gav en gennemsnitlig fremgang i kundestrømmen på 20 pct.set hen over hele kæden. Og det er vel at mærke i marts måned, hvor temperaturerne langt fra mindede om sommer. Så vi glæder os rigtig meget over, at vi kan få folk til at spise is, selvom solen ikke skinner, siger Søren Falck Hansen, marketing- og udviklingschef i Paradis.
− Den nye kampagne trodser de fleste principper indenfor fødevarekommunikation om, at man er nødt til at vise lækre produktskud for at skabe appeal og sælge varen. Den slags kampagner er der allerede lavet alt for mange af. Vi har I samarbejde med kunstneren Sarah Hvass lavet nogle charmerende og humoristiske illustrationer, som skaber et mere distinkt udtryk for kæden, og som tager udspring i den store sympati, som Paradis allerede har hos de fleste forbrugere, tilføjer Christina Tønnesen, partner hos Mensch: 
Hvad er hemmeligheden bag den succesfulde start:
− Det er jo en kombination af mange ting. Den nye kampagne og selvfølgelig vejret står for sin del. Men derudover har Mensch og Paradis i tæt samarbejde udarbejdet en række taktiske tiltag i måden, vi præsenterer varerne på i butikkerne − og som betyder, at vi har fået rykket ved produktmikset, og det betyder alt i alt en bedre indtjening for franchise-tagerne, slutter Christina Tønnesen.
Paradis har i dag 36 butikker i Danmark, 1 i Sverige og 2 i Los Angeles. Ambitionen er at åbne endnu flere butikker i udlandet indenfor de næste 3 år − blandt andet i UK.