I morgen, onsdag den 4. maj, åbner Danmarks første Circle K-station i Hvidovre, og dermed tages de første synlige skridt på den rebranding-proces, det tidligere Statoil kommer til at gennemgå over det kommende år.

Og med den første rebrandede station følger også en omfattende skandinavisk reklamekampagne, der skal banke det nye navn godt fast i knolden på henholdsvis danskerne, nordmændene og svenskerne.

Kampagnen har kædens medarbejdere i hovedrollerne: Tilsammen har mere end 30 stationschefer og stationsansatte fra hele Skandinavien delt deres tanker, bekymringer og begejstring omkring det nye brand foran kameraet.

Stolte medarbejdere

Ann Kirstine Havsteen, der er marketing- og kommunikationsdirektør i Circle K Danmark, siger:

– Et brand som Circle K formes først og fremmest af medarbejderne. De er derfor de bedste talspersoner for det nye brand. Det er dem, der møder kunderne hver dag på stationerne. De har forståelse for kundernes skepsis mod ændringer, og de er positive over for Circle K og tror på udviklingsmulighederne med det nye brand, siger hun.

Og medarbejderne er stolte og glæder sig til at blive ”kendisser”, fortæller Ann Kirstine Havsteen:

– Lige før jul samlede vi de første stationsmedarbejdere fra Europa og Nordamerika i Tampa, USA og gjorde de indledende øvelser. Uden manuskript eller anden instruktion. Resultatet er derfor netop, at kampagnen fremstår ærlig og personlig, og for de ansatte har det betydet rigtig meget at medvirke i kampagnen.

En vigtig kampagne

Ann Kirstine Havsteen peger på, at Statoil er et kendt brand i Skandinavien, og derfor betyder skiftet til Circle K meget for mange.

– Kampagnen er vigtig, da den både skal informere om ændringerne, og forsikre kunderne om, at de fortsat vil møde de samme mennesker og få den samme service på Circle K stationerne samt at de kan købe de samme produkter. Så derfor har kampagnen to budskaber: ”Vi ændrer os, men kun til det bedre” og ”Nyt navn, samme mennesker”.

Den er udarbejdet i samarbejde med reklamebureauet SMFB i Norge, Umwelt i Danmark og mediebureauet Starcom, og den kommer til at køre bredt i forskellige medier: TV, radio, sociale medier, outdoor og egne kanaler.

Inden årsskiftet 2016/2017 vil alle Statoil-stationer i Danmark have skiftet til Circle K-facade. Også Statoil EXTRA skifter navn – til Circle K EXTRA Club.

Circle K Danmark AS et helejet datterselskab af den canadiske convenience-kæde Couche-Tard Inc bestående af cirka 8.100 butikker i Nordamerika og Europa, hvoraf cirka 5.500 er servicestationer.

Se to af kampagnefilmene her.

Hvordan udtales Circle K?

Vil Circle K stadig have de samme gode produkter?