Mens den danske statskasse er lukket i for landebranding, så forsøger de nordiske landes turistråd med nye metoder at rykke højere op på de velbeslåede og rejsevante amerikaneres ønskeliste.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Nordic Cool hedder en stor nordisk kulturfestival, der i disse dage kan opleves i Washington.

– Der er en gruppe af amerikanere, som har luft i budgettet til at rejse, men som ikke altid overvejer Skandinavien. De tager til London, Paris og Rom, mens de nordiske lande ligger og roder nede på 15.-20.-pladsen i deres overvejelser, siger Frederik Andersen, dansk brandkonsulent i New York.

Han er samtidig den kreative hovedkraft bag en ny kampagne, der skal køre sammen med festivalen.

Opgaven fik han af de skandinaviske landes turistråd: at fortsætte med det eksisterende slogan “Only in Scandinavia” – men søge nye veje indholdsmæssigt.

– Der er en tendens til, at turistkampagner bliver meget brede, siger Frederik Andersen og understreger, at han ikke kritiserer en specifik kampagne, men taler om turistfremme i bred forstand.

– Når man er dansker eller skandinav, er man nok lidt ramt af, at man nødig vil være for udtalt med specifikke klicheer som f.eks. vikingerne eller historien om verdens lykkeligste folk, siger Frederik Andersen.

I stedet har Frederik Andersen allieret sig med et amerikansk freelancehold af tekstforfattere, PR- og designfolk i jagten på, hvad der rent faktisk er “Only in Scandinavia”, og som kun kan opleves her. Derefter formedes kampagnen som en serie konkrete billeder og historier, “som man kan finde i Norden og tage med sig hjem,” som han siger.

 

Børsen