Højskolens opgave er og har til alle tider været at afspejle det eksisterende samfund. Derfor gør højskolerne nu en massiv indsats for at få unge
efterkommere af indvandrere til at bruge højskolen i samme omfang, som de andre danske
unge. Højskolerne har opbakning fra politikerne, da en lovændring har gjort det muligt at søge om tilskud til særligt prioriterede elevgrupper, herunder efterkommere og flygtninge/indvandrere.
Højskolen er helt ukendt i indvandrerkredse. Derfor er der behov for en opmærksomhedsvækkende henvendelse, som får målgruppens øjne op for
højskolerne. I Danmark har der ikke tidligere været en kampagne med et udpræget etnisk udtryk henvendt til efterkommere, siger Khuram Shehzad,
projektleder for EMPH, Etniske Minoriteter på Højskole. Derfor afviger EMPH indsatsen markant fra, hvad vores målgruppe er vant til. Vi ved godt, at plakater, brochurer og postkort ikke gør oplysningsarbejdet alene. Derfor er det også led i en netværksstrategi, hvor vi samarbejder med de mennesker, som har daglig kontakt med de unge, siger Khuram Shehzad. Vores budskab til de unge efterkommere er: Det er dit Danmark! Derfor taler vi heller ikke om integration, som vi mener er et nedslidt ord. Vi taler om deltagelse og medborgerskab. Højskolernes rolle i den sammenhæng er at motivere alle unge til at tage aktiv del i det danske samfund. Det er deres
valg, siger Khuram Shehzad.