En landsdækkende forebyggelses- og oplysningskampagne med rod i danskernes overdødelighed af hjertekarsygdomme blev i går sat i gang på Rådhuspladsen i København.
Initiativet er taget af medicinalvirksomheden Pfizer, som sammen med motionskæden Form & Fitness, Foreningen af Kliniske Diætister, Forbrugerinformationen og Center for Rygeafvænning i de næste 3 uger vil turnere rundt i Danmark og sætte sund livsstil på dagsordenen.
Danmarksturneen har fået navnet Kolesterol.dk, fordi forhøjet kolesterol er en overset risikofaktor i forbindelse med hjertesygdomme. Målet med projektet er at få skabt bred opmærksomhed og debat om livsstilsrelaterede hjertesygdomme og herunder om kolesterol som en af risikofaktorerne.
– De mange livsstilsrelaterede sygdomme belaster sundhedsvæsenet i unødig grad, og det vil vi gerne være med til at afhjælpe med vores forebyggelseskampagne, siger marketingchef Ulrik Wøldike fra Pfizer og tilføjer, at mere end 200.000 danskere lever i uvished om, at de befinder sig i risikogruppen for at udvikle hjertekarsygdomme. pia