Private og offentlige indkøbere i såvel mindre som store organisationer skal overvinde barriererne for at komme i gang med at e-handle. Målet er at vise nogle af fordelene ved e-handel. Startskuddet lyder i dag mandag den 24. 2.
– En storstilet annoncekampagne i dagbladene og på internet skal gøre indkøbere opmærksomme på muligheden for at gøre en god handel på gatetrade, forklarer projektleder på kampagnen, Nicolaj Sandberg, interactive account manager ved relationsbureauet Lowe Forever.
Det er gratis at tilmelde sig ”Den Gode Handel”, som indeholder et selektivt udsnit af de ca. 440.000 varenumre, det p.t. findes samlet på gatetrade. Dermed bliver det muligt for alle typer af virksomheder og indkøbere – også virksomheder uden en formel indkøbschef/indkøbsorganisation – at teste en lille del af markedspladsen og ved selvsyn opleve nogle af fordelene ved e-handel.
– Vores erfaring fra andre e-behaviour kampagner er, at når den første barrierer er overvundet, bliver nettet den foretrukne kommunikationsvej. Vi har bl.a. gennemført en direct mail for SAS Direct konceptet. Responsen var på 49% og en kraftig øgning i antallet af bookinger, check-in og bestilling/betaling af billetter via internettet. Derfor er netop kampagner som ”Den Gode Handel” vigtige for at få den konkrete trafik på nettet op, siger Nicolaj Sandberg.
gatetrade måler løbende på transaktionerne i forbindelse med ”Den Gode Handel” og forventer en markant stigning i kampagneperiodens første måneder. pia