Nogle virksomheders ansvarlighed dykker i tider med finansiel turbulens, hvor der tænkes på indtjening nu og her. Andre betragter CSR som en langsigtet investering, vel at mærke hvis de ansvarlige tiltag stikker dybere end pæn glasur.
Til den sidste kategori hører olie- og benzingiganten Q8, som hvert år op mod jul har tradition for at etablere en indsamlingskampagne til fordel for en velgørende sag.
Sidste år blev der samlet ind til organisationen ”Familie med kræftramte børn”, og i denne uge kunne Q8 derfor overrække en check på 141.000 kroner til organisationen.
– Vi har en tradition for, at en del af overskuddet fra vores julekampagner går til et velgørende formål. I år indsamlede vi flere penge end nogensinde før. Det er vi superglade for, og vi ved, at pengene går direkte til et projekt, som rigtigt mange kan få glæde af, siger direktør Helle Dahlgren Skov fra Q8 ServiceStationer.
Øgede ambitionerne
Og finanskrisen til trods havde Q8 faktisk sammen med sit reklamebureau Advance valgt at firdoble ambitionerne for 2009-kampagnen i forhold til forrige år.
Det udmøntede sig i en kampagne inklusiv radiospots, PR, webreklamer, butiksreklamer, Facebook, viral markedsføring samt muligheden for at donere via SMS eller indsamlingsbøsser – og da overskuddet forleden blev opgjort, havde parterne mere end nået målet.
– Meget tilfredsstillende for alle parter, lyder det fra Sofie Svarre, der er chef for strategisk planning hos Advance og har rådgivet Q8 i en årrække.
– CSR bør ikke alene opfattes som noget, man kun har råd til i opgangstider, som en ekstra add on, der kan barberes væk i krisetider. Hvis social ansvarlighed er fast integreret i selve virksomhedens dna, som den er hos Q8, skal denne ansvarlighed naturligvis afspejle den måde, der bliver udviklet forretning på – uanset konjunkturer. Så når Q8 har tradition for at støtte en trængende organisation op til jul, anbefaler vi, at de fastholder dette initiativ – også selv om alle ved, at detailhandlen har andre udfordringer i disse tider, siger Sofie Svarre.