En kampagne mod sexturisters misbrug af børn har fået de to store aktører i rejsebranchen til at strides.
Danmarks Rejsebureau Forening kritiserer de store charterselskaber for ikke at støtte kampagnen. Men foreningen Rejsearrangører i Danmark (RID), som repræsenterer de største rejseselskaber, beskylder kampagnen for ikke at være målrettet.
– Vi kan meget bedre oplyse om sexmisbruget af børn og forebygge ude på destinationerne. Vi gør rigtigt mange ting mod det her allerede i dag og er totalt uforstående over for kritikken, siger Jan Vendelbo, der er formand for RID.
Han beskylder kampagnen for at skyde med spredehagl og ikke gribe fat om problemet med seksuelt misbrug af børn der, hvor de sker på rejsemålene.
Direktør Lars Thykier, Danmarks Rejsebureau Forening, siger, at seksuelt misbrug af børn ikke kun sker ét sted.
– Cambodia, Burma, Vietnam, Ukraine, Hviderusland, Kenya, visse steder i Caribien, Brasilien – det sker jo overalt. Derfor bliver man nødt til at gå bredt ud, siger Lars Thykier.
Det er Rigspolitiet, der har igangsat kampagnen, som reklamebureauet Bocca skal udarbejde. Kampagnen skal opfordre rejsende til at kontakte Rigspolitiet, hvis de ser danskere i mistænkeligt selskab med mindreårige.
Læs mere
her.
/ritzau/ sm