Den 26. marts klokken 20.30 slukker millioner af mennesker og tusindvis af virksomheder verden over lyset som et led i den verdensomspændende Earth Hour-kampagne.
I år ramler tidspunktet sammen med EM-kvalifikationskampen mellem Norge og Danmark, og det har fået IKEA, der er hovedsponsor for Earth Hour i Norge, til at køre en af de mest berømte/berygtede nordmænd, landstræner Egil ”Drillo” Olsen, i stilling som frontfigur i en kampagne med navnet ”Klimalandskampen”.
– I år slukker jeg lyset for både klimaet og Norge. Hjælp os med at knuse danskerne i Earth Hours klimalandskamp på Facebook, så skal vi sørge for sejr på fodboldbanen som et lyspunkt i millioner af mørklagte hjem, siger Egil Drillo Olsen til den norske nyhedstjeneste Kampanje.
Også den norske miljø- og udviklingsminister, Erik Solheim, udfordrer sine danske regeringskolleger.
– Jeg håber, at hele nationen engagerer sig i Earth Hour og viser, at klimaspørgsmålet er vigtigt for Norge. Gennem Klimalandskampen kan du vise dit klimaengagement og dele det med andre. Sluk lyset for Norge og lad os vise danskerne, at vi også er bedst på klima. Jeg er nemlig sikker på, at Drillo og landsholdet sørger for sejr på fodboldbanen. Vi i regeringen udfordrer vores danske regeringskolleger til at deltage i klimalandskampen, siger Solheim.
IKEA håber naturligvis, at så mange nordmænd som muligt følger opfordringen til at slukke lyset i stuerne, når kampen blæses i gang. Næsten to millioner nordmænd, og over en milliard mennesker på verdensplan, har angiveligt slukket lyset under Earth Hour-kampagnerne de foregående år.
Det er WWF’s internationale netværk, der står bag den globale Earth Hour-kampagne. Her i Danmark organiseres kampagnen af Verdensnaturfonden i samarbejde med Codan.
Du kan støtte klimaet ved at slukke lyset i hjemmet den 26. marts klokken 20:30, og du kan støtte Danmark i Klimalandskampen ved at slukke lyset
her.