Danskerne skal cykle på arbejde. Det er en af Dansk Cyklist Forbunds store missioner, og derfor fortsætter forbundet ufortrødent med kampagnen ”Vi cykler på arbejde” sammen med Dansk Firmaidrætsforbund.
Ansatte fra alle landets virksomheder kan tilmelde sig kampagnen, der triller afsted i hele maj måned.
Sidste år var der tilmeldt 94.000 medarbejdere fra flere end 5.000 arbejdspladser.
– I år rammer vi forhåbentlig 100.000. Vi har gjort det lidt anderledes denne gang ved at henvende os direkte til virksomhederne. Langt de fleste virksomheder bakker op om projektet og vil meget gerne være en mere cykelvenlig arbejdsplads og har derfor forbedret deres cykelfaciliteter, fortæller Trine Juncher Jørgensen, der er kampagnechef hos Dansk Cyklist Forbund.
Dong Energy, DSB og Novo Nordisk er blandt de medvirkende virksomhederne, og de tre koncerner er oven i købet sponsorer på kampagnen. Udover at bidrage med penge har alle tre virksomheder arbejdet på internt at forbedre cykelkulturen på arbejdspladsen.
Eksempelvis har de alle indkøbt firmacykler, som medarbejderne kan bruge, hvis de skal til møde ude i byen.
Trine Juncher Jørgensen forventer, at kampagnen vil resultere i, at 10 til 15 procent af deltagerne efterfølgende vil cykle oftere på arbejde.
Efter sidste års kampagne er 9,6 procent begyndt at bruge cykel oftere til og fra arbejde.
3800 danskere er gået fra at være ikke-cyklister til cyklister, mens 5000 er gået fra at være sjældne cyklister til at cykle oftere.
Læs mere om ”
Vi cykler på arbejde”