Reklamebureauet We Love People vandt bureaukonkurrencen om en tre-årig kampagne hos Rådet for Sikker Trafik.
Målet er at få danskerne til at lette foden på speederen på landevejene og derved nedsætte antallet af trafikdræbte.
– Vi har ønsket at finde et bureau, der både kunne vise respekten og empatien for det seriøse emne, men også forstod, at det skal være positivt motiverende at sætte farten ned, siger Anette Aaby Hansen, projektleder på kampagner for Rådet for Sikker Trafik.
Hun fortsætter:
– Vi har to vigtige fokuspunkter i vores strategi. Dels at kampagnerne skal ændre faktisk adfærd og dels at de skal involvere og aktivere vores målgruppe. Og her synes vi, We Love People i kraft af en utraditionel kreativ tilgang og god strategisk- og forbrugermæssig forståelse vil være en spændende samarbejdspartner over de kommende år.
Ifølge We Love Peoples kontaktchef Andreas Lange er Rådet for Sikker Trafik er en ønskekunde, der udfordrer bureauet til at tænke ukonventionelt på en bane, hvor næsten alt er prøvet før.
– Vi har fokus på at udvikle et koncept, der mindsker afstanden mellem, hvad folk bør, og hvad de gør. Og fokus på at påvirke bilisterne lige i sandhedens øjeblik og så tæt på kørslen som muligt for at ændre adfærd. Og så har vi tænkt meget i utraditionelle muligheder for positiv motivation. Vi tror ikke på skræmmekampagner, men leger hellere de gode vaner ind.
Rådet for Sikker Trafik hed indtil 1. november 2009 Rådet for Større Færdselssikkerhed.