Axcelfuture.dk – som netop i dag er gået i luften samtidig med at regeringen præsenterer sin 2020 plan – er en ny type ”cloud-forum”, der indbyder til netværksbaseret dialog og samarbejde med alle, der interesserer sig for investeringsniveauet i danske virksomheder.

Bag Axcelfuture.dk står en forening stiftet af investeringspartnerne i Axcel, der støtter arbejdet med et større to-cifret millionbeløb af egne beskattede midler, og bestyrelsen rummer blandt andet tre yderst erfarne erhvervsfolk – Hanne B. Sørensen fra Mærsk Tankers, Lars Munch fra JP/Politiken og Peter Schütze, tidligere bankdirektør i Nordea og bestyrelsesformand for DSB og CBS.

Netværket har siden november sidste år haft reklamebureauet Rosenstand & Kyllebæk med som både rådgivere på kommunikationsfronten og som eksekverende på den kampagne, som netop er gået i luften.

Adm. direktør og partner Søren Kyllebæk siger:

– Det er en fantastisk spændende opgave, at være med til at skabe en holdningsbearbejdende kampagne, der forhåbentlig kan være med til at forbedre investeringsklimaet, så der skabes flere jobs og en bedre fremtid for vores børn og unge. Timingen for lanceringen af Axcelfuture.dk samtidigt med regeringens 2020-plan kan ikke være bedre. Det er samtidigt opmuntrende at se, at LO og Harald Børsting er parat til at diskutere problematikken om de manglende investeringer i industriproduktionen med Axcelfuture.dk. Det giver håb for fremtiden. 

Bureauet har været med til at udvikle alt fra navn, logo, design- og identitetsprogram og pay off til kommunikationsstrategi, lancerings- og mediaplan, ligesom det også er Rosenstand & Kyllebæk, der har kreeret annoncer, film, bannere, foldere, website og Facebook-side til Axcelfuture.dk.

Om kommunikationsstrategien bag kampagnen siger kreativ direktør og partner Joachim Rosenstand:

– Investeringer og finans handler selvfølgelig om tal, men også om de mennesker, det har konsekvenser for. Derfor bruger vi børn i kampagnen til at råbe befolkningen og politikerne op om konsekvenserne af de manglende investeringer. Det er dem vi uddanner til arbejdsløshed, hvis ikke Danmark gøres til et mere attraktivt land at investere i.

Axcelfuture.dk har desuden bedt Copenhagen Economics om at udføre en række analyser af investeringsklimaet i Danmark, og foreløbige tal viser, at mens danske virksomheders investeringer i udlandet er fortsat med at stige gennem kriseårene, så er udlandets investeringer i Danmark gået i stå siden 2007 – samlet set har det medført et ”investeringsgab” på omkring 250 mia. kroner.

Besøg Axcelfuture.dk her

Se kampagnefilm her.