Direktør Tage Kruse, Hydro Texaco, er ikke overrasket over test-resultaterne i Markedsførings Karakterbog. Og han er ganske fortrøstningsfuld over for, at selskabet er på rette spor med sin kampagne.
– Vi syntes faktisk, at vi har været temmelig modige ved at anlægge en helt anderledes reklamestil. Den slags vil indledningsvis give modstand, og det var derfor ventet, at vi ville få nogen tæsk i begyndelsen (den testede film er den første af 14 film, og testningen er sket i begyndelsen af kampagne-perioden, red.). Men jeg er fortrøstningsfuld over for, at holdningen vil skifte i takt med, at kampagnen udvikler sig. Det er faktisk allerede ved at ske, siger Tage Kruse. Samtidig glæder han sig over, ansøgningerne om at få et Hydro Texaco kort er steget med 60 pct.
– Reelt er vores kendskab ikke så ringe igen. Niveauet er kun lidt under konkurrenterne, men vi halter lidt mere på det spontane kendskab. Reelt har vi således søgt at gøre os mere kendte ved først at gøre os mere ukendte. Første fase handlede om, at vi også ville være kendte. I anden fase, som er igang nu, er vi lidt mere kendte, og i tredje fase er vi så blevet kendte. Da vi testede kampagnen, kom der rigtig nok undrende reaktioner i begyndelsen, men holdningen skiftede, da hele forløbet gik op for folk, siger Tage Kruse.
Han glæder sig over, at filmene har placeret sig på Markedsførings og TV2’s hitliste – filmen med de to gamle damer ligger nr. 4 i denne uge – og han er målløs over, hvor stærkt, det er gået med kendskabet.
– Det uhjulpede kendskab er eksploderet, og vi er i dag det mest erindrede selskab, siger Tage Kruse.
Markedsførings Karakterbog viser da også, at filmen klarer sig flot på netop Kendskab til annoncøren. 28 pct. kan uhjulpet nævne annoncøren, og det er den højeste branding-score af de hidtil testede film.