Kampagnen Unge Mod Fart/UMF der gik i luften den 1. marts 2001 på Fyn, har fået de unge fynboer til at tænke sig om. Over 85% af de unge har lagt mærke til kampagnen, og hele 30% af de 18 – 25 årige fynboer vil sætte farten ned efter opfordringen fra Unge Mod Fart. Det viser en ny analyse, som det odenseanske reklamebureau ScanAd, der står bag kampagnen, netop har fået foretaget.
Kampagnen byggede på regionale tv-spots, radiospots, plakater, biograf-spots og internet-sider, og formålet var at få de unge fynboer til at tænke sig om og sætte farten ned i trafikken.
200 fynboer mellem 18 og 30 år har i analysen svaret på spørgsmålet “Har du hørt om eller set en kampagne, der hedder UMF/Unge Mod Fart”. 85,5% svarede ja, og langt hovedparten har opdaget kampagnen gennem tv-spots (25,5%) og trafikplakaterne på lygtepæle og i vejkanten (73%).
Men det mest interessante er, at hele 30% siger, at kampagnen har fået dem til at sætte farten ned.
– Kampagnen er også bemærkelsesværdig på andre måder. Det er nemlig første gang, at afsenderen på en hastighedskampagne er de unge selv, og ikke myndighederne. Vi har valgt at lade de “kloge” unge selv fortælle budskabet til deres jævnaldrende fartsyndere. Og så er det en stor tilfredsstillelse, at samarbejdet mellem de mange sponsorer viser sig at bære frugt i en god sags tjeneste, udtaler Kontaktchef Gert Rasmussen fra ScanAd Reklamebureau A/S i Odense.
Kampagnen Unge Mod Fart/UMF kører nu på vågeblus, men går i gang igen i juni, når det bliver festival-tid. Netop nu er der ved at blive lavet aftaler med alle store festivaler og koncerter på Fyn om ekstra synliggørelse af kampagnen. pia