Børn og unge skal beskyttes mod reklamer for alkohol, og nu bliver der strammet op på indsatsen med et samarbejde mellem Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet.
Fremover sker der en langt strammere koordination ved behandling af klager. Forbrugerombudsmanden, Henrik Øe, ser det som en forstærket våben over for alkoholproducenterne.
– Børn og unge er særligt påvirkelige, når det kommer til markedsføring, og det er forbudt at spille på indtagelse af alkohol i markedsføringen over for denne målgruppe. Med aftalen er der lagt op til en meget klar linje over for alkoholproducenter, der ikke tager tilstrækkeligt hensyn i markedsføringen, siger Henrik Øe.
Hvis erhvervsdrivende ikke retter sig efter kritik fra Alkoholreklamenævnet, bliver sagen nu sendt videre til Forbrugerombudsmanden, hvilket tidligere ikke skete automatisk.
Samtidig vil Forbrugerombudsmanden og Alkoholreklamenævnet fremover orientere hinanden om sager og afgørelser. Hos Alkoholreklamenævnet ser man også frem til forbedringen.
– De fleste producenter ser nævnet som en mulighed for at få en dialog med andre end kun reklamebureauer om, hvordan man skruer god markedsføring sammen. Men erfaringen viser også, at det kan kræve store anstrengelser, når producenter uden erfaring i markedsføring af alkohol går galt i byen. Aftalen med Forbrugerombudsmanden gør det næsten umuligt ikke at efterleve nævnets afgørelser, siger advokat Ejvind Sandal, der er formand for Alkoholreklamenævnet.
Alkoholreklamenævnet blev etableret i år 2000, og det oplyses, at nævnet siden har behandlet 85 sager om markedsføring af alkohol.
/ritzau/