Når netmediernes historie skrives, vil ordet Google indgå som en af de store vindere. Men konkurrenterne har bestemt ikke givet op. Microsoft har ifølge Economist afsat en ”krigskasse” på 50 mia. kr., der skal bruges over de næste 10 år til at udfordre Google, og søgemaskinen Bing har allerede sat sig på 10 pct. af søgningerne på det amerikanske marked. Det er velkendt, at den gamle krigsherre på mediemarkedet Rupert Murdoch forstætter med at udvikle teknikker, så Goggle ikke kan sende alle hans dyrt producerede nyheder ud på nettet som gratis goder. På Murdochs flagskib Wall Street Journal fortsætter man med at opbygge mure, der skal holde søgemaskinerne helt eller delvist ude.
– Det ser ud til, at Google rykker sig lidt og giver nogle indrømmelser, siger Niels Ole Finnemann, leder af Center for Internetforskning på Aarhus Universitet på baggrund af, at Google på det seneste har tilbudt medierne at sætte nye grænser for, hvor mange gratis nyheder forbrugerne, der søger nyheder via søgemaskiner, kan få adgang til.
Foreløbig ser det dog ikke ud til, at Google reelt er truet. Omsætningen rundede sidste år 110 mia. kr. og i Danmark sidder Google på over 90 pct. af søgeords-markedet.
Børsen Mediemarked side 38-39.