Skal det lykkes at stoppe fedmeepidemien hos børn og unge bør politikerne gribe til mere drastiske midler. Ned med afgifterne på sunde fødevarer, og så skal reklamerne for alt det usunde begrænses, foreslår Motions- og Ernæringsrådet i en ny rapport. Samtidig opfordrer rådet til at samle forebyggelsen hos én instans.
– Der er brug for en koordineret indsats, så skoler og praktiserende læger ved, hvor de skal henvende sig. I dag er der for mange ministerier og styrelsen, som har aktier i forebyggelsen. Det betyder, at tiltagene ikke hænger sammen og ikke er effektive nok, siger formand for rådet professor Morten Grønbæk til Ritzau.
Inden for de seneste 30 år er der sket en tredobling af overvægt og fedme blandt danske børn.
/ritzau/