Go-Card, Chili Card, New Bie Card, Be Card, Film Card, Main Card. Efterhånden er der en hel stribe gratis postkort, der hver dag bliver gemt, skrevet på, brugt som bogmærke og sågar tapetseret med. De gratis omdelte postkort som kun udgør en lille mediegruppe er et indgroet medie specielt blandt de unge og på cafeerne.
– Der er basis for et langt større marked, for der er et hul i markedet og plads til mange flere kampagner som kunne suppleres med gratis postkort, vurderer Carsten Reimers, adm. dir. for Go-Card, der er det ældste og markedsledende firma på markedet.
I de seneste år er der kommet en række nye gratis kort til, som for de flestes vedkommende har fundet deres niche. Be-Card har specialiseret sig i cafeer i provins byer, Free Card satser på posthuse og Chili Card bliver distribueret på gymnasier. Go-Cards to største konkurrenter på cafemarkedet i København og de store provinsbyer er Newbie Card og Main Card. New Bie Card har eksisteret i godt et år og har rustet sig på markedet ved bl.a. at forsøge på at lave eksklusivaftaler med cafeerne. Derimod har Main Card, som er en del af livsstilsmagasinet Main Magazine, lukket deres hjemmeside, og går en usikker fremtid i møde, da udgivelsen af Main Magazine er indstillet efter konkursbegæring i februar.
– Der er kun et lille overlap mellem os og de to andre. Men det er der også nødt til at være, for der er kun plads til de medier, som finder en niche, siger Carsten Reimers, der tror udviklingen af postkortmarkedet vil komme på cafeerne, men også på alternative steder, hvor man kan definere en målgruppe som fx i sportshaller eller supermarkeder.
Holdningen deles af David Wall, markedsdirektør hos mediabureauet Mediacom. Han tror der er plads i markedet til andre udbydere af postkort, specielt, hvis man gør det rigtigt.
– Man kan sagtens forestille sig gratis postkort på andre steder end cafeer. Alle steder, hvor man venter eller forholder sig roligt som fx på hospitaler og plejehjem, hvor der er meget ventetid, er mulige postkort steder. Til gengæld dør det kommercielle nok lidt ud de steder, siger han.
Jonas Adam Itkin, der udgør den ene halvdel i New Bie Card, tror stadigvæk, at det er i cafemiljøet, at postkortene vil udvikle sig mest.
– Singlekulturen vokser og der kommer mere liv på cafeerne. Selv om folk får børn kommer de på caferene. Derfor vil cafeerne også være et spændende miljø for postkort, siger Jonas Adam Itkin, der vurderer, at der er plads til to udbydere på cafeerne, men ikke til tre.
– Målgruppen på cafeerne har udviklet sig. Her kommer alt lige fra udenlandske forretningsfolk til mødre med børn. Det kan også ses på de kort vi sælger. Fx har vi solgt kampagner til Københavns Kommunes børnepasningsordning og haft rekrutteringskampagner for revisonsfirmaer.
Han tror derimod ikke på ideen med apoteker og postkort.
– Postkort virker ikke sexet på et apotek. Derimod er der gode muligheder for en fremtid for elektroniske kort og individuelle postkortløsninger til kunderne, som er tilpasset kunden på kundens udstillingssteder, siger han.

IKKE BRAND FOR POSTKORT
I de ti år Go-Card har eksisteret, har danskerne revet mere end 100 millioner postkort med reklamer ned fra stålstativerne. Igennem årene er det blevet til mere end 5.000 forskellige kort med kulturelle, kommercielle, humanitære og redaktionelle budskaber.
Go-Card-manien startede i Danmark i 1990 da reklamefotografen Anders Elberling stiftede firmaet. Han var inspireret af et ophold i Paris, hvor reklamepostkortene allerede havde vundet indpas. Med rekordfart fik de gratis omdelte postkort også succes herhjemme, og i 1992 valgte han at sælge det voksende firma til Egmont.
I slutningen af 2000 overtog Carsten Reimers stolen som direktør for de gratis postkort.
– Det er ikke noget problem at få de gratis postkort afsat. Man kunne bare dele dem ud på hovedbanegården, men hvis annoncørerne skal have en vis kvalitet, skal de også stå i en sammenhæng, der gør dem attraktive, siger han.
Ifølge en undersøgelse lavet af Vilstrup Research er Go-Card også den kort type, som både er mest kendt og den umiddelbart bedste blandt målgruppen den 15-34-årige.
Knap 60 procent kender til Go-Card. Den næst kendteste udbyder er Chili Card med 33 procents kendskab, mens New Bie Card og Main Card begge ligger med kendskabsgrader under ti procent. I undersøgelsen spurgte man også, hvilken udbyder der var den bedste. Her blev den store vinder Go-Card, som blev valgt af knap 30 procent, mens alle andre kort undtagen Chili Card stort set ikke var nævnt.
Jonas Adam Itkin, den ene halvdel af New Bie Card, tager resultaterne med ro.
– Go Card har eksisteret i ti år og har lanceret mediet. Det ville være underligt, hvis de ikke havde et kendskab som svarede til det. Go Card er et begreb for gratis post kort, men de er ikke noget brand for gratis post kort. Modtageren af reklamen er ligeglade med hvem som står bag, siger han.

USERIøST OG SMART
For et år siden blev tonen mellem udbyderne af gratis postkort til cafeer skærpet, da New Bie Card forsøgte at lave eksklusivaftaler med en række cafeer, for på den måde at tage noget af Go-Cards marked.
– Men det har dog ikke haft nogen virkning på os. De begyndte med at have eksklusivaftaler med cirka 20 af “vores“ cafeer, men nu et år efter er tallet skrumpet ind til halvdelen, så det har ikke været nogen succes, vurderer Carsten Reimers, der tilgengæld synes de nye udbydere har skærpet tonen i markedet bl.a. i forhold til antallet af steder man udleverer postkortene.
Ifølge Jonas Adam Itkin fra New Bie Card var antallet af særaftaler med cafeer over 40 for et år siden. Tallet er det samme nu, men det samlede antal cafeer er steget.
– Eksklusivaftalerne er ikke noget, vi sælger os på. Det var en strategi for at komme ind på markedet. Vi havde ikke kunnet starte op med et så stort antal distributionssteder uden at lave lidt ravage i markedet. Samtidig var eksklusivaftalen god til at skabe pr. Men man skal stadigvæk huske på, at antallet af cafeer ikke er altafgørende, det er kvaliteten af cafeerne, siger han.
Hos Go-Card har man længe haft en fornemmelse af, at Newbie har slækket på kvaliteten af deres distributionslister. Go Card har derfor lavet en lille stikprøveundersøgelse, der viser, at New Bie Card ikke er på mange af de cafeer i Århus, Odense og Aalborg, de påstår.
– Det er for useriøst og smart at lave den slags og det skader markedet for os andre. Vi bruger meget tid på at forklare mediabureauerne, hvordan tingene hænger sammen, siger Carsten Reimers, der langt hellere så at de forskellige kort brugte energien på at løfte de gratis postkort som mediegruppe.
Ifølge New Bie Card indeholder den distributionsliste som Go Card har fået fat i en række steder, hvor det er musikmagasinet Gaffa, der har stået for distributionen.
– Vi har endnu ikke haft stativer oppe på cafeerne, men i stedet har kortene stået i plastikholdere. Annoncørerne har fået kortene ud de steder de har betalt for og der er indgået aftaler med cafeerne, understreger Jonas Adam Itkin, der for at sikre, at de ikke bliver beskyldt for at snyde på vægten lægger distributionslisterne ud på nettet med telefonnummer. Desuden har man haft et møde med Dansk Oplags Kontrol om at få listerne til kontrol.
– Det er den bedste måde at gøre det på. Så skal vi ikke sidde og tjekke hinandens kort. Jeg vil opfordre kunder, der skulle være i tvivl til at tage kontakt til Dansk Oplags Kontrol i stedet for at få tal fra Go Card, siger Jonas Adam Itkin.
David Wall, markedsdirektør hos mediabureauet Mediacom, tror postkortmediet kan komme ud i en situation, der ligner den man kender fra outdoor, hvor man langsomt mister tilliden til mediet, når man ikke har tillid til enkelte af spillerne i markedet. Mediacom har lavet deres egen miniundersøgelse i Århus og den viser også, at New Bie Card ikke findes på en række udvalgte cafeer, hvor de selv påstår, de er.
– Det er katastrofalt, når der er nogle udbydere på markedet, som laver en seriøs forretning. Vi kan jo ikke fare land og rige rundt for at tjekke deres rigtighed, siger David Wall, der ser et problem i at nogle udbydere bliver så ufine, så bureauerne ikke gider bruge dem.
– Afslutningen bliver, at man ender med at skære brugen af mediet væk. For selvom gratis postkort er et godt medie, er det stadig et maginalmedie, siger David Wall.