For mange virksomheder er det ikke altid så lige til at hyre et reklamebureau, da det kan være vanskeligt at gennemskue, hvilket bureau, der er det rigtige match.
Det har Søren Rokkjer sat sig for at råde bod på med den nye tjeneste BUREAUBUREAU. Han har selv, i sin egenskab af marketingchef for Ofir, stået over for at skulle hyre et bureau, men hvor han, som han selv formulerer det, havde vanskeligt ved at skulle vælge.
– Når du er på udkig efter et bureau, er du jo ofte på udkig efter nogle særlige kompetencer, men kan sjældent finde de informationer, som du rent faktisk leder efter, selvom der både er mulighed for både at foretage søgninger via Google eller blot ved at klikke sig ind et bureaus hjemmeside, men bliver ofte efterladt med et indtryk, at de kan det hele, fortæller Søren Rokkjer og mener, at markedet mangler mere gennemsigtighed.
Alle kan jo alt…
– Med al respekt for bureauerne, er jeg sikker på, at de vil give mig ret i, at de hver og især har deres egne spidskompetencer og hver især har oparbejdet nogle erfaringer inden for særlige områder, lyder det fra Søren Rokkjer. Derfor er det også planen, at den nye bureau-portal fremover skal udvides med features som ratings, kommentarer og anbefalinger.
Noget indikerer, at Søren Rokkjer måske har ret, for siden april, har den relativt ukendte tjeneste genereret 6.942 visninger af reklamebureauer, og det er til trods for, at BUREAUBUREAU indtil videre kun indeholder en oversigt over 130 bureauer i Storkøbenhavn. Planen er dog at udvide tjenesten med bureauer fra Aarhus, Aalborg, Odense og Trekantsområdet.
Derudover bliver der heller ikke lagt skjul på, at den nye tjeneste på sigt skal finansieres af annoncer for bureauerne, men da projektet foreløbigt befinder sig i et tidligt stadie og principielt er en fritidsbeskæftigelse for Søren Rokkjer, skal BUREAUBUREAU i første omgang opbygge en tilstrækkelig kritisk masse, som indtil videre har gået på at få portalen i luften og ligge i toppen af Googles søgeresultater.
– Så er vejen i hvert fald banet for at gøre bureauerne søgbare – selv når folk ude i virksomhederne bruger Google til at finde sig et bureau, understreger Søren Rokkjer og slutter med at tilføje, at den nye tjeneste henover sommeren vil blive udvidet med oplysninger om antal ansatte, ejerforhold, omsætning og bestyrelse, samt hvilke priser, de enkelte bureauer har vundet, ligesom bureauerne får mulighed for at lægge præsentationsvideoer af deres arbejde på sitet.
Læs mere om den nye bureau-søgemaskine her.