Alle er velkomne. Studerende, store og små reklamebureauer og andre markedsførings-talenter, når Bilka afholder en noget utraditionel pitch.
Opgaven er soleklar: Få studerende og skoleelever til at flokkes om de penalhuse, skoletasker, hæfter og øvrige produkter, der enten kan købes i varehuset eller på bilka.dk op til skolestart.
Konkurrencen skal bringe utraditionelle reklametanker på banen, og håbet er, at der kommer en overordnet idé, ”der sparker fødderne væk under os”, som det lyder på Bilkas hjemmeside. Men ideen er ikke nok. Man skal også byde ind med en detaljeret køreplan for hvordan, hvor og i hvilken rækkefølge, kampagnen skal køres.
– Om det er en kampagne kørt via sociale medier, tv, radio, tryk eller bodypaintet på en elefant er ligegyldigt. Bare idéen er god, original og kan sælge varerne, siger E-handelschef Hannu Vangsgaard fra varehuset, der har lagt opfordringen ud på bilka.dk.  
 – Vi håber, at der sidder nogle unge mennesker med hovedet skævt skruet på eller nogle små kreative bureauer, som har et godt bud på, hvordan vi får børn og unge til at købe ind til studiestart hos os, fortsætter Hannu.
Konkurrencen løber frem til 30. maj, så der skal tænkes hurtigt, hvis man vil være med. Reglerne er enkle:
Alle må deltage i ”pitchen”. Lige fra studerende, over autodidakte til små og store reklame- eller webbureauer, og der er ingen krav til anvendelse af bestemte medier.
Bilka betaler ikke for oplæg til konkurrencen, og varehuset vil have rettighederne til alt materiale, hvis det vælger at bruge ideen. Minimum honorar for en vinderidé er 10.000 kr.
Du kan læse meget mere om konkurrencen
her.