Det er svært at være print-medie i dag, og det bliver endnu sværere i fremtiden. Med mindre man har en meget præcis og betalings-villig målgruppe. Men måske er hjælpen i nærheden i form af boghandlernes skræk, e-bøger.

Financial Times gik til vaflerne for seks måneder med den første e-bog, der samlede den græske tragedie op under titlen ”If Greece goes…” til 2,49 pund (23 kr.). FT solgte knap 8.000 e-bøger, ikke alle til fuld pris, men landede godt 150.000 kr. på forsøget. Selve prisen blev valgt for at matche et styk Financial Times i en kiosk.

– Der er en hel del psykologi forbundet med en prisfastsættelse af denne karakter. Hvis man betaler for noget, får det pludselig ekstra værdi for én, siger Leyla Boulton fra FT Books.

Financial Times indledte lanceringen af e-bøger ”ikke kun for at tjene penge.” Avisen ønskede at se, om der var en ny kunde-gruppe, man kunne aktivere – ud over de ”frelste” FT læsere – og desuden så ledelsen det som en regulær branding-øvelse. Og da der er minimale udgifter forbundet med at sende arkivmateriale på gaden – det er jo præcis Chris Andersons ”Long Tail” – gjorde man forsøget.

Guardian har allerede 20 e-bøger på gaden, alt lige fra portrætter af Mark Cavendish og Bradly Wiggens via krigen i Libyen til en serie ”How to…” bøger. E-bøger giver mediehuse helt nye muligheder, hævder Guardian. Ikke mindst fordi man i en alder, hvor tid er den nye valuta, kan kaste bøger på gaden med lynets hast. Og med langt færre sider, end normale bøger anbefaler.

Hverken FT eller Guardian bruger kun arkivmateriale, men har også ”extra value” med lidt nye vinkler bygget ind i titlerne, så e-bøger er opdaterede, når de rammer publikum. Den samme tendens er fremtrædende i USA, hvor Minneapolis Star Tribune satte en gruppe journalister til at kulegrave nogle indianeres historie og publicerede ”In the Footsteps of Little Crow”, der lå nummer 13 på New Times’ bestsellerliste og nummer otte på iTunes e-Books.

Og til skeptikerne, der tænker, ”kors, skal vi betale for allerede læst information,” lyder svaret. Nogle titler opdateres løbende, så når man har købt ind på dem, får man opdateringer, ganske som Java, Adobe, Mac og Microsoft.

”The Long Tail” er ganske levende, og måske bør JP/Politikens Hus, Børsen og Berlingske skynde sig ind i kampen om dels ”salg”, dels ”branding” og endelig ”loyalitets-skabelse.”