Vulkaner, Den Blå Lagune, islandske heste og varme kilder. Billederne er mange og forskellige, når danskerne sender tanker mod Island, men alligevel er Island i februar nok ikke det, de fleste tænker på, når vinterferien skal planlægges.

– Men så må vi lave noget larm for at lave om på det. Og så gør det jo ikke noget, at det er med et glimt i øjet, siger Karen Østerbye, der er PR Manager hos Icelandair.

Larmen, som Karen Østerbye hentyder til, består i et set-up bestående af en blaffer med islandsk sweater, et skilt med ”Island den vej” og en håndbygget islandsk hest i næsten-naturlig størrelse.

Treenigheden sættes i denne uge op ved udvalgte udfaldsvej i København, Aalborg og Aarhus, og målet med blafferne og træhestene er at skabe opmærksomhed om det, der er det egentlige hovedelement i kampagnen – en fotokonkurrence.

– Ud over at vi selvfølgelig gerne vil skabe en masse hype og synlighed omkring vinter-Island, så vil vi også bare gerne vide, hvad der popper op i danskernes hoveder som det allerførste, når de tænker på Island, siger Karen Østerbye.

Hun tilføjer, at konkurrencen derfor også er lagt meget frit op og henvender sig til alle. Uanset om man allerede har oplevet Island eller ej.

Billederne skal afspejle, hvad der er forrest på nethinden, når tanken falder på Island. Og det behøver ikke være hverken varme kilder, vandfald, vulkaner, sweatre eller heste.

– Island er en del af Norden, men samtidig meget eksotisk. Landet har rigtig meget at byde på, så derfor vil vi gerne have så mange krøllede hjerner med i konkurrencen som muligt. Det giver os et fremragende og ikke mindst enormt inspirerende udgangspunkt, som vi kan bruge i fremtidige kampagner, siger Karen Østerbye.

Kampagnen starter i Danmark i dag, og det er meningen, at den siden skal bredes ud til både Sverige og Norge.