KLUMME: Danmarks konkurrenceevne er mindre end de lande, vi normalt sammenligner os med, lyder det bl.a. fra World Economic Forum, og den øgede globale konkurrence stiller derfor større krav til virksomhedernes innovation.
Det er fristende at mene, at gode produkter og i øvrigt veldrevne virksomheder er tilstrækkeligt til at forbedre virksomhedernes konkurrencekraft, men så enkelt er det desværre ikke.
Tiden, hvor det er nok at fremstille fantastiske produkter, er for længst fordi. Vækst og konkurrenceevne kan ikke længere opnås ved hovedsagligt at fokusere på stor- og flerdriftsfordele og nye produkter.
Vi er ikke så naive, at vi tror, der findes et entydigt svar på, hvordan vi accelerer væksten i Danmark, men vi er overbeviste om, at øgede investeringer i kompetencer er et af svarene. Spørgsmålet er naturligvis, hvilke kompetencer?
Forstå markederne
Det virker som om, den danske vækstdebat er præget af to altoverskyggende argumenter.
På den ene side siger eksperter, at hvis vi blot innoverer og producerer nye produkter og services, så skal væksten nok komme automatisk.
På den anden side bliver der råbt op om disruption og digitalisering i en grad, så man kan få opfattelsen af, at hvis vi blot sætter ”strøm” til alle vore processer og produkter, så vil det løse Danmarks vækstudfordringer.
Det er bemærkelsesværdigt, at afsætningsøkonomiske dyder som at forstå sit marked, sine kunder og dermed sætte en stærk kommerciel og markedsorienteret agenda ikke fylder mere i debatten.
Konkurrenceudsatte virksomheder bliver nødt til at forstå deres markeder og producere det, der rent faktisk er efterspørgsel på – dvs. producere det, som kan sælges, fremfor at sælge det, som kan produceres.
Husk kommunikationen
Implementering af strategier i et konkurrenceudsat marked kræver en markedsorienteret organisation. Virksomhederne skal investere i at forstå deres markeder og kunder, når de skal produktudvikle og afsætte deres produkter.
Markedsorienteringen skal gennemsyre alle afdelinger i virksomheden, og den skal afspejles i rekrutteringen, når nye medarbejdere med skarpe kompetencer ansættes. Og de eksisterende medarbejdere skal efteruddannes betydeligt.
Der er derfor behov for at sætte yderligere fokus på, hvordan vi skaber de bedste betingelser for, at marketing og kommerciel kommunikation kan være med til at drive vækst til glæde for hele samfundsøkonomien. Men for at kunne gøre det, skal håndteringen af kommunikationen være på plads.
Det er derfor, at Dansk Markedsføring fokuserer på mulighederne for fremtidens kommercielle kommunikation under Folkemødet, og sætter nogle af landets største virksomheder i stævne for at høre, hvordan den allerøverste ledelse arbejder med deres kommercielle markedsorienterede agenda.
Vi mener naturligvis, at markedsføringen og de værktøjer, der er nødvendige for at agere med den rigtige kommercielle kommunikation, er helt afgørende for at få, altså erobre markedsandele og vokse.
Men synspunktet kan naturligvis diskuteres, og det er det, vi gerne vil med paneldebatten på Folkemødet d. 16.6 kl. 16.30 på Grønbech Hotel i Allinge ”Kan Marketing & Kommunikation forløse Danmarks Vækstpotentiale?”
Emnet debatteres af:
- Tørk Furhauge, CEO Løgismose Meyers A/S
- Morten Christiansen, Adm. Direktør, 3
- Susanne Brønnum, Group Executive Vice President, Nets A/S
- Ulf Lund, CEO, Boxer TV
- Christian Scherfig, Formand, Dansk Markedsføring