Et godt samfund, der tager sig af de dårligst stillede, en god familie, gode venner samt et godt helbred og et afbalanceret forhold til selvet. Det er de værdier, som danskerne suverænt sætter mest pris på og som alle er enige om udgør fundamentet, uanset øvrige standpunkter og holdninger.
Ganske vist bliver disse fælles værdier som regel kun lidt belyst i de store markedsundersøgelser og værdiundersøgelser. Det skyldes at interessen for at finde frem til de indbyrdes forskelle mellem danskerne selvfølgelig er større, hvis man er virksomhed, institution, politisk parti eller forskningsinstitution. Uden kendskab til forskellene forfalder de fleste nemlig nemt til at prøve at “sælge“ alt muligt til “alle“ og resultatet er en profilløs produktion og distribution af varer, service, synspunkter eller viden. Meget mere økonomisk interessant er det derfor at finde frem til netop sin niche og de fleste analysefirmaer har derfor også flere indtægter ved at skildre hvor vandene skiller end hvor vi er landfaste med hinanden.
På trods heraf er der dog alligevel en række undersøgelser, der klart dokumenterer, at vi som mennesker først og fremmest er dybt optaget af at have ordentlige forhold til vores samfund, vores nære fællesskab og os selv. Vores fornemste værdier er altså sociale. Dette er der formentlig intet nyt i. Spørgsmålet er imidlertid hvad af denne treenighed, vi vægter mest i det nye millennium?
Samfundet
Over halvfems procent af danskerne er enige om, at det er nødvendigt med et socialt sikkerhedsnet som det danske og de fleste undersøgelser dokumenterer da også på forskellig vis, at der er bred dansk opbakning bag ideen om et velfærdssamfund. Det vil vi gerne betale for over skattebilletten.
Men der er også en fundamental enighed om at vi – fællesskabet – ikke får den vare, vi betaler for. Over halvfems procent af danskerne mener således at vi burde gøre mere for de svage og ældre her i samfundet, ligesom vores miljøindsats burde opprioriteres.
Dette synspunkt afspejler en generel utilfredshed med regering og folkestyre blandt danskerne. Tre fjerdedele af danskerne betragter således regeringen som værende uretfærdig, ligesom der savnes en generel lydhørhed overfor befolkningens ønsker. Halvdelen anser desuden den offentlige administration som gennemsyret af bureaukrati, mens næsten ti procent direkte betragter fællesskabets forvaltere som korrupte. Andre undersøgelser viser at politik generelt betragtes som et af de mindst tillidsvækkende erhverv at bestride i dette land ligesom kun syv procent af danskerne er medlem af et politisk parti – og heraf er endda kun fire procent egentlig aktive.
Vi ser altså gerne at samfundet løser en stor mængde opgaver for os, men vi har meget lidt tillid til at det vil ske.
Familien
Intet under at vi derfor søger at lægge vores åndelige og sociale energi andre steder. Rent tidsmæssigt fordeler denne investering sig selvfølgelig på to fronter – arbejdslivet og familien – som gennemsnitligt hver røver cirka halvdelen af vores tid, efter at nattesøvnen er trukket fra. Det seneste tiår har vi imidlertid været vidne til at arbejdet er blevet stadig tydeligere karakteriseret som livets store tidrøver, mens til gengæld familien og vennerne betragtes som stadig mere værdifulde. I hvert fald gælder det i vores omtale af disse sociale netværk. Vi kræver således mere orlov, flere omsorgsdage, mere ferie og større frihed samtidig med at vi med patos i stemmen taler om de centrale umistelige familieværdier.
I praksis er vores tillid til familien og vennerne som institutioner imidlertid også anbragt på et lille sted. Selvom udviklingen siden midten af firserne tilsyneladende er stagneret, ved enhver jo at dagens Danmark er karakteriseret ved lave fødselstal, høje abortfrekvenser, mange singler og stor ensomhed. Det er ganske enkelt svært at få den gode familie og de gode venskaber til at folde sig ud på en ordentlig måde og danskernes liv er netop på denne front præget af en lang række fallitter og skibbrud.
Også her gælder det derfor at vi sætter stor pris på disse centrale værdier – men vores tillid til at denne side af livsprojektet kan lykkes findes på et ganske lille sted.
Den enkelte
Den, som bærer skylden herfor, er imidlertid efter vores egen opfattelse ikke de andre, men os selv. Det er vores egen skyld, når livet ikke lykkes.
Selvfølgelig synes vi også at heldet spiller ind. Vi mødte måske ikke den rette eller børnene blev født med handicaps. Grundlæggende ender disse overvejelser om skæbnen dog altid i en større eller mindre selvbebrejdelse. Vi var måske ikke tynde, smukke, sunde og begavede nok. Eller vi var ikke tilstrækkeligt uddannede, assertive og charmerende. Og disse åbenlyse mangler resulterede således i vores fundamentale fallit på familie- og vennefronten, mener vi.
Sådan skyld kan selvfølgelig være svær at leve med og rigtig mange vil derfor også forsøge at udpege årsager i omgivelserne. Men grundlæggende er det imidlertid, at i den sidste ende og når det kommer til stykket florerer selvbebrejdelserne.
Hvorfor?
I det senmoderne samfund synes vi således at både samfundet og familien og vennerne udgør grundfæstede værdier i vores liv. Vi har bare ingen tillid til at det vil lykkes for os at realisere dette gode liv fyldt med menigsfulde og aktive sociale fællesskaber.
En væsentlig årsag hertil er, at vi har så svært ved at skelne mellem årsagerne til hvorfor det går så galt. Vi ser eksempelvis så mange ulykker, der rammer helt i flæng uden at vi helt kan gennemskue hvorfor. Nogle er således uforudsigelige naturkatastrofer, mens andre ser ud til at være politisk forankrede uden at vi har mulighed for at overskue de rævekager, der måske ligger bag. Det hele virker risikabelt, flimrende og tilfældigt på os. Baggrunden herfor er selvfølgelig, at den moderne videnskab endegyldigt har dokumenteret for os at verden grundlæggende er kaotisk, samtidig med at vi oplever hvorledes stadig flere beslutninger træffes i internationale uigennemsigtige sammenhænge, der er helt uden for vores egen og vore politikeres indflydelse.
Det er derfor ikke mærkeligt, at vi på samme tid føler os stadig mere magtesløse, samtidig med at vi føler os henviste til selv at klare paragrafferne, dersom vi ønsker noget ordnet. Ikke engang ægtefællen eller familien møder vi længere med blind tillid i dette senmoderne risikosamfund, som er den betegnelse, den sociologiske jargon sædvanligvis sammenfatter vores livsvilkår under.
Det optimale – selvlavede – produkt
Kan selv, vil selv, gør selv! Det er derfor mottoet her på tærkslen til det næste årtusinde for os som mennesker såvel som forbrugere. I dag er vi derfor også næsten alle ejere af vores helt egen infrastruktur. Vi har vores eget hus, egen bil, egen bankrådgiver, egen vaskemaskine og egen video – kort sagt vi har vores eget liv med alt hvad dertil hører. Og vi efterspørger til stadighed varer og ydelser, der kan sikre denne optimale selvudfoldelse på længere sigt.
Mange af disse varer og tjenesteydelser er jo imidlertid ikke særlig tilpassede til netop vores livssituation. Faktisk bærer de fleste af dem tværtimod præg af at være lavet ved uendelige industrialiserede samlebånd. De fleste af os er derfor konstant beskæftiget med at omdanne og tilvirke vores forbrugsgoder, så de bliver tilpasset netop vores liv. Vi bygger køleskabene ind, ombetrækker sofaen, maler entreen, udstyrer bilen, planlægger rejsen og downloader vores egne bookmarks på computeren. Ligesom vi selv mixer vores CD’ere, skriver vores egne selvbiografier og optager vores egne rejsefilm.
Dette store arbejdsomme projekt – hvor vi skaber vores egne liv og egne forbrugsgoder – er imidlertid ikke altid nemt at finde ud af. Allerede nutidens, men sikkert også fremtidens fornemste produkt er derfor manualer i hvordan vi skal gøre. “Det er Leth“ er titlen på et af disse mange tidstypiske produkter, men hans videofilm og bøger er kun et eksempel på de utallige “opskrifter“, vi efterspørger i stadig stigende omfang. Hvad enten det handler om indretningen af vores hjem, opbygningen af vores garderober, tilrettelæggelsen af vores søndagsmiddage eller udviklingen af vores personlighed, efterspørger vi håndbøger, manualer og opskrifter. Intet under at fjernsynsudsendelser, der fremlægger egentlige levede livsskæbner er i så høj kurs. Her kan vi jo virkelig få indsigt i hvordan det gode liv (ikke) skal leves.
Det “brandede“ menneske
Den bedste måde at finde frem til hvordan vi skal gøre, er dog at få hjælp af professionelle vejledere. Folk der selv lever det liv, de er fortalere for. Succesfulde produktlinjer fra de seneste år er således

* Jane Aamund, der viser hvorledes man lever med en ond og kræftfyldt skæbne.

* Anne Larsen, der fortæller os hvordan vi taber os med en fedtfattig livsstil

* Søren Ryge, der fortæller os hvordan man laver den gode have.

* Camilla Plum, der fortæller om livet med det selvforsynende, økologiske landbrug.

Alle disse mennesker har branded sig selv som mærkevarer på det massivt voksende marked for rådgivning. Se på os, siger disse guruer, og lær, hvordan du skal gøre!
Fremtiden
Nogle vil måske indvende, at dette er der egentlig intet nyt i. Allerede Grundtvig var jo fortaler for grundtvigianismen, mens PH lagde navn til sine lamper. Pointen er imidlertid at ingen af disse – ordkunstneren eller designeren – levede af at sælge sig selv. Begge var de optændt af at udbrede et evangelium, men der var egentlig ikke tale om at de repræsenterede egentlige forretningskoncepter.
Det gælder til gengæld de nye vejledningsvirksomheder, som eksempelvis de fire ovennævnte repræsenterer. På en gang lever de deres egne liv samtidig med at de lever af at sælge opskrifterne på hvordan vi andre kan føre tilsvarende tilværelser ud i livet.
Det geniale er selvfølgelig at disse omvandrende reklamesøjler hver for sig fremstår som autentiske. Det er virkelige personer med virkelige liv, der her bliver lagt frem for vore øjne samtidig med at vi får mulighed for at købe “opskriften“. På den måde forføres vi jo så til at tro, at også vi kunne få sådanne ægte og autentiske liv, hvis bare vi gjorde som sagt og vist.
For senmoderne og selvberoende mennesker, der efterspørger private løsninger på snart sagt alle problemer, er det selvfølgelig det optimale fremtidige produkt.
Moralen står derfor mejslet: Kun den virksomhedsleder eller politiker, der tør være sig selv bekendt, har en chance i kampen om opmærksomheden hos fremtidens forbruger.


BOX:

De fælles værdier

De fleste danskere er enige om, at:Større indsats for at sortere affald i organiske og ikke organisk affald +91

DK skal gøre mere for de svage og ældre +92

Nødvendigt med et socialt sikkerhedsnet som det danske +93

Familie/venner betyder mere for mig end arbejde +89

Vil hellere have få venner end mange bekendte +86

Når jeg har truffet en beslutning står jeg fast ved den +85

Det er vigtigt at være pænt klædt på +84

Kilde: Gallup. Kompas 1999


Kilder:
Gallup Kompas 1999 – Gallup International. Millenium Survey 1999 – Bonke, Jens (red): Levevilkår i Danmark 1997. Danmarks Statistik 1997 – Riis, Poul (red): Kan vor nationale kulturarv overleve. De ikke-materielle værdiers art og veje. JL-fondet 1999. – Diverse kvalitative interviews udført af KIMMING.

åmund