Sex sælger, lyder et klassisk reklamemantra – og det må da komme an på en prøve, tænker de hos det to år gamle mobilselskab Vimobil.

I hvert fald har selskabet, der kalder sig Danmarks første humanitære telefonselskab, valgt at lancere en reklamefilm, hvor en ung kvinde benytter en af sin mobiltelefons indbyggede funktioner på en, skal vi sige, alternativ måde.

Vimobil har ellers siden maj 2016 kørt en kampagne med kendissen Szhirley som frontfigur, men nu har man altså valgt at udskifte de sobre billeder af sangeren med en noget mere provokerende tilgang.

Og ifølge adm. direktør Simon Agger handler det om at skabe fokus på Vimobil:

 -Målet helliger midlet. Vi har ikke den økonomiske muskel til at lave kampagner som de store teleselskaber, da vi sender langt de fleste midler videre til gode sager. Så det kan dermed også være svært at skille sig ud – og vi vil så gerne have, at folk ser denne mulighed, der ligger i vores forretningskoncept, siger han.

Skal provokere

Den sexede reklamefilm skal gøre opmærksom på Vimobils forretningskoncept, der giver kunder mulighed for at donere 8-12 procent af abonnementsprisen til en velgørenhedsorganisation efter eget valg.

Og i forsøget på at få flere kunder ind i butikken har mobilselskabet altså nu en mere provokerende form for marketing.

– Vi ønsker, at reklamen skal provokere og skabe opmærksomhed blandt den almene borger. Så sættes diskussionen i gang og forhåbentligt får det folk til at åbne øjnene over for, at man kan støtte en god sag – uden det koster ekstra, men blot ved at skifte udbyder, siger Simon Agger.

Filmen blev lanceret på Facebook i starten af måneden, men kun som teaser – ifølge Vimobil selv på grund af ”Facebooks stramme regler i forhold til nøgenhed og frækt indhold.”

Videoen, der er produceret af det lille aarhusianske video-produktionsselskab SkibberIb, har rundet de 50.000 visninger, mediebureauet Knowtheirname står for eksekvering af kampagnen, og du kan se filmen her.